Hverdagens mange tilbud i Hoi An

Af Brian Rasmussen, bachelor i Religionsvidenskab og Historie fra Københavns Universitet, og tidligere studerende på Development Studies i Vietnam

Som studerende på Development Studies i Hoi An får tiden hurtigt vinger. Der er meget undervisningsmateriale der skal læses, mange lekioner og seminarer der kræver aktiv deltagelse, og mange nye venskaber der skal passes og plejes. Pludselig forvandles 10 uger til et ganske kort øjeblik. Kan man dog finde tid og lyst til mere og andet, kan Hoi An tilbyde både madlavningskurser, NGO-arbejde, forskellige former for fysisk udfoldelse og et mangefold af hyggelige restauranter og afslapningssteder. 

Der er fx mulighed for at følge forskellige yogakurser alt efter niveau og interesse, der er flere fuldt ud funktionelle træningscentre i byen og ønsker man at spille enten fodbold, basket eller volleyball på ugentlig basis, kan dette sagtens arrangeres hvis interessen er stor nok blandt de studerende. Er interessen til stede, kan seminarlederne desuden løbende arrangere fodbold- eller volleyballkampe mellem Kulturstudiers ”Dream Team” og de lokale klubber. Det er altid en utrolig svedig og hyggelig oplevelse, der engang imellem afsluttes med en fælles festmiddag og en tredje halvleg på Kulturstudiersmødested, Café Balance. Er man mere til løbeture langs stranden eller blandt rismarker og vandbøfler, er det bare om at komme afsted. 

Derudover er der mulighed for ugentlig sprogundervisning i vietnamesisk. Prisen på undervisningen afhænger af antallet af deltagende studerende, så prislejet kan være meget varierende fra år til år. 

Har man lyst til at prøve kræfter med frivilligt arbejde, er det bestemt også muligt i Hoi An. Man kan fx være med til at undervise vietnamesiske skolebørn i engelsk eller arbejde med ”Organic Farming” på et lokalt mindre grøntsagslandbrug. 

Som om alle disse tilbud ikke skulle være nok, er der madlavningskurser inde i byen, der er quiz-aftener på enkelte barer, en fremragende pool- og billardklub og billige brugt-bogs-forhandlere. Byen er desuden fyldt af cafeer og billige spisesteder med alt fra smagseksplosive chicken tikka masala og osteindsmurte tacos til sprøde italienske pizzaer og selvfølgeligt klassisk og traditionelt vietnamesisk mad i både restauranter og i spændende gadekøkkener. 
Hoi An har lidt af det hele for enhver smag.

 

 

 

 

Har du spørgsmål?

Udfyld formularen nedenfor så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Tak. Du hører fra os inden tre arbejdsdage.

 

Instagram kan du finde studerendes billeder fra studiestederne.

Du kan også læse studerendes blogs fra studiestederne.

Besøg oss på Facebook, hvor du kan finde nyhedsopdateringer.