Argentina - mere en fodbold og tango

“Latinamerikanere er inderligt entusiastiske. I Brasilien kaster de blomster til dig. I Argentina kaster de sig selv.” –Marlene Dietrich

Siger man Argentina må man også sige tango og fodbold. Forfattere og akademikere har anstrengt sig for at finde tangoens melankoli i det argentinske samfund og den nationale arrogance og stolthed indenfor fodbold; de ser tango i fodbold og fodbold i tangoen. Således kan Diego Maradona taknemmeligt beholde sin centrale rolle i definitionen af det virkelige argentinske. Men at reducere Argentina til tango og fordbold ville være utrolig kedeligt. I Buenos Aires finder man verdens tredje største jødiske befolkning udenfor Israel. Paradoksalt nok modtog Argentina også en betydelig gruppe nazister etter krigen. Den argentinske hovedstad ligger helt i toppen når det gælder antallet af psykoanalytikere pr. indbygger, de har den mindste analfabetisme i Syd-Amerika, og under 90-´ernes økonomiske boom importerede de flere silikoneimplantater end noget andet land. Måske er det derfor at mange argentinere hævder at repræsentere det smarteste og flotteste folk i verden. Buenos Aires bliver regnet som Syd Amerikas electronic/techno-hovedstad, men har også et af verdens bedste operateatre. I 2001 hvor Argentina oplevede stort politisk kaos i forbindelse med en økonomisk krise, havde landet den tvivlsomme ære af at opleve en præsidentperiode som kun varede én time.

Landet har sin formelle religiøse base i katolisismen, men har givet plads til et bredt spekter af spirituelle udryk, fra folkelige forsamlinger og pinsemenigheds møder til mystiske traditioner og New Age-inspirerede verdensbilleder. Og, ikke mindst, Maradona-kirken. Indenfor det argentinske religiøse felt kan det rationelle virke absurd og det absurde rationelt, og statsautoritet blander sig med magisk realisme.

Det argentinske, eller måske mere korrekt porteño´ (som indbyggerne i  Buenos Aires kaldes og betyder ”fra havnen”), selvopfattelse er uløselig knyttet til den etniske og kulturelle arv fra 18- og 19-hundredetallets mange europæiske immigranter. Den nationale stolthet, og måske arrogancen, er verdenskendt. Selv Gud er ofte blevet tildelt et argento (argentisk?) statsborgerskab. I Buenos Aires kan man observere en lidenskabelig patriotisme blandet med dyb bekymring for landets fremtid og en stor politisk mistænksomhed. Militærdiktaturet i 70- og begyndelsen af 80´erne samt landets frygtelige krig, hvor 30 000 mennesker forsvandt sporløst, sidder levende igen i det sociale minde, og generalernes betydelige udlands lån lagde grundstenene for den økonomiske krise i 2001. Krisen drev tusinde af argentinere ud på gaderne i demonstrationer, udstyret med gryder, pander og andet køkkenudstyr, i en karneval agtig iscenesættelse af regeringens politiske magtesløshed. Den store argentinske middelklasse, pludselig vækket fra 90´ernes neoliberalistiske drøm om et behagelig liv, måtte forholde sig til konfiskerede sparepenge, devaluering og en generel indskrænkelse af personlig frihed. Og selv om økonomien nu virker til at stabilisere og udvikle sig, fortsætter argentinerne med at betragte den politiske magt med opmærksomhed.

Argentinerne viser alligevel et sympatisk talent for at distrahere sig fra den politiske og økonomiske usikkerhed, og kaster sig lidenskabelig ind i alt hvad livet kan tilbyde. I porteño-natten er restauranterne på sit travleste lige omkring midnat, natklubbene lukker først når solen er et stykke oppe på himmelen, og repræsentanterne for gamle og nye penge deler gaderne med moderigtige teenagere, glamourøse transseksuelle, pap indsamlere fra byens fattige områder og, i stadig større grad, fulde europæiske turister. I weekenden strømmer argentinerne til parkerne for at nyde sin mate-te i solen, og i hjemmene og de traditionelle parrilla restauranter tilbyder de overdådige grill, den italienske is og Malbec vinen barmhjertige pauser fra byens nådeløse skønhedsidealer.