Norsk
Svenska
Dansk
English
Eksisterer der en "Vietnamesisk væremåde"?
At ’Vietnam-krigen’ stadig den dag idag er noget mange mennesker i Norden associerer landet med, er der ingen tvivl om. Masser af film og bøger omhandler krigen og dens følger, både for vietnamesere og amerikanere. Men ser vi bort i fra de krige og besættelser vietnamesere har gennemlevet de sidste 1000 år, handler en væsentlig del af litteraturen om hvordan det vietnamesiske samfund er organiseret og hvordan vietnamesere lever sit liv. Deres måde at være og tænke på synes præget af harmoni, hierarki, og respekt for ældre og autoriteter. Familien anses som en særlig betydningsfuld enhed, rettere sagt den aller vigtigste, både for samfundet og det enkelte individ. Vietnam fremstilles også som et smilets land, på linje med andre land i Sydøst-Asien som Kambodja, Laos og Thailand. Er vietnamesere et harmoni- og familieelskende folk? Og hvad har i så fald været med på at forme deres måde at tænke og handle på?
Et land er mere end summen af alle de mennesker som bor der, og det siger sig selv at det er vanskeligt at udtale sig ud fra et generelt grundlag. Vi vil alligevel fremhæve nogle centrale faktorer som har præget vietnamesisk tankegang og handlemåte gennem historien. Den dominerende religion i Vietnam er buddhisme. Denne religionen, som fremhæver at mennesket er et resultat af sine handlinger, lægger stærk vægt på rigtig livsførsel. Også taoisme, som med sit fokus på harmoni mellem mennesker og mellem mennesker og naturen, samt vigtigheden af at undgå alle former for konfrontation, har haft stor påvirkningskraft i Vietnam. Men fokusset på harmoni stammer måske i endnu større grad fra konfucianismen, en strengt hierarkisk samfundsfilosofi grundlagt af Konfucius (Kung-fu-tze), Kinas store folkeopdrager og morallærer som levede fra 551-479 f. Kr. At være i harmoni med universet var vigtigt, og ville føre til et friskere og lykkeligere liv, mente Konfucius. Mennesker opfordres ifølge denne læren til fleksibilitet og kompromisser. Harmonien blev sat i sammenhæng med samfundsorden, og kunne bare opretholdes med strenge moralnormer som indebar lydighed og loyalitet overfor overordnede. Troen på forfædre og dyrkelse af dem, er også et centralt træk ved konfucianismen.
Der er ikke mange som stiller spørgsmålstegn ved påvirkningen som buddhisme, taoisme og konfucianisme, sammen med troen på ånder og naturkræfter (animisme), kristendom og vestlige ideologier som marxisme, har haft på vietnamesisk tanke- og væremåte. At se konfucianisme og dets fokus på harmoni som noget alment akcepteret blandt vietnamesere, og som noget som har betydning for deres identitetskonstruktion og samfundsforståelse, er nok også mulig. Men vi er på fejl vej hvis der bliver for meget fokus på sådanne forestillingers betydning. Mennesker tager hele tiden valg. I det daglige foretager vi små og store valg som igen præger den tid og verden vi lever i, og vi skaber vores liv ud i fra en række forskellige kundskabstraditioner og påvirkningsfaktorer. Et fokus på harmoni må heller ikke forveksles med fraværet af konflikter. Blandt andet er ungdom i Vietnam, som alle andre steder i verden, i konflikt med og i opposition til sine forældre. En forskel synes alligevel at ligge i måden konflikterne udspiller sig, at unge vietnamesere ikke i samme grad går i åben konflikt med de ældre. Dette bringer os over til betydningen af respekt i det vietnamesiske samfund.
Den mest åbenbare måde at vise respekt på er ved at bruge den rigtige tiltaleform. Man må tiltale andre og omtale sig selv i forhold til alder, køn, rang, etc. Hierarkiet genspejles i sprogets pronomen, både i første, andre og tredje person. Er du for eksempel en ung kvinde, tiltaler du en ung mand lidt ældre end dig selv ved pronomenet anh som betyder ”ældre bror”, og dig selv som em – ”yngre søster”. Det er normalt at det aller første man bliver spurgt om når man kommer til Vietnam er hvor gammel man er, om man er gift, har børn, hvad man arbejder med, etc. Dette er for at vide hvor man skal pladseres i hierarkiet. I litteraturen virker det ofte som om dette hierarki accepteres som en ”naturlig orden” i det vietnamesiske samfund. Men mange unge i dag stiller spørgsmålstegn ved denne rangordning, og udfordrer den ældre generation ved for eksempel at sige cac ban (”venner”) i forsamlinger, noget som henviser til at alle tilstede er ligestillede.
Familien, og ikke mindst forpligtelserne overfor familien, er meget vigtig for vietnamesere. I litteraturen læges der vægt på at hensynet til familien og slægtslinjens ve og vel kommer foran alt andet. Kommunismen blev anklaget for at have ødelagt familien som institution. Men selv om dens rolle ændrede sig dramatisk, peger nyere forskning i retning af at kommunisterne mislykkedes i at skabe ”den socialistiske familie”. Hvad er det der med den vietnamesiske familien? Spøger man en vietnameser (eller en inder for den sags skyld) om forskellen på en familie i Asien og i Vesten, vil mange nok svare at den er mindre vigtig for folk i Vesten. En diskussion om i hvilken grad dette er rigtigt, eller om familie bare er vigtig på en anden måde, vil jeg ikke begive mig ind på her. En vigtig pointe i denne sammenhæng er den betydning familien i Vietnam har rent praktisk, som et sikkerhedsnet i livet; en betydning som ikke er den samme i Norden. Etter at markedsøkonomien greb om sig med fuld styrke, har tilgang til alt fra uddannelse til sundhedstjenester i større grad blevet afhængig af indtægt. Subsidier og gratis velfærdstilbud er ikke længere tilgængeligt. I dag bliver der stadig større forskel mellem fattig og rig, specielt i storbyerne. Uden muligheder til ekstern studiefinansiering eller forskellige sikkerhedsordninger, er det helt nødvendigt, og måske også lettere for mange, at indfinde sig med at familien bestemmer. I dag kommer ungdommen og deres familier i stigende grad i kontakt med strømninger som lægger vægt på det modsatte af gruppesolidaritet, nemlig selvrealisering, personlig karriere, forbrugsorienterede trends, osv. Hvilke konsekvenser dette får for familiens betydning er ikke til at vide.
Det lønner sig at bevæge sig i det menneskelige landskab med varsomhed hvis man ønsker at få kontakt med andre. Ikke mindst er dette vigtigt i Vietnam, et land med erfaringer fra et autoritært styre med meget overvågning. Mange indre sår til trods at de fleste vietnamesere udviser en imponerende evne til at lægge fortiden bag sig og se mod fremtiden, en evne vi i Norden måske kan lære lidt af?
For at møde mennesker hvor de er, bør man vise respekt og være ydmyg. Møder bliver ikke ”serveret”, man skaber dem ved at byde på sig selv. Klarer man ligeledes at tage meget med et smil, viser lidt smidighed og har et ønske om at lære, så kommer man langt i Vietnam!
