Falling in love with Nicaragua; helgener og Flor de Caña

Hjemme igen. Det er et godt tegn når de studerende er glade for at være ”hjemme” igen i León efter en kort weekendtur til bjergbyen Matagalpa. Med sin friske luft, vilde skov, smukke bjerge og vandfald var Matagalpa en dejlig afkobling fra bylivet i León. Men trygt tilbage i byen viser León og vores studiecenter sig fra sin bedste side; sol fra skyfri himmel, bølgebrus og en dejlig brise som sætter fart i hængekøjen, mens man tager en siesta.

Som tidligere Kulturstudiestuderende og stor Nicaragua tilhænger er det fantastisk at se en ny gruppe studerende ankomme til det skønne studiecenter på stranden udenfor León. Forventningerne, spændingen og nysgerrigheden lyser i deres ansigter. De trækker den friske søluft dybt ned i lungerne og tænker nok noget lignende det, som jeg selv tænkte første gang jeg kom her; der kan umuligt findes et bedre sted at tilbringe 3 måneder for at lære sig Spansk! Vinteren i León kan byde på visse udfordringer. Der kan være alt fra kraftig regn, stærk vind på stranden, oversvømmelser og ikke mindst denguefeber. Trods dette vil jeg påstå, baseret på de studerendes latter, danseglæde og snakkelyst, at der sandsynligvis ikke findes noget bedre sted at studere Spansk og Latinamerikanske studier end i Nicaragua.

Vi har allerede oplevet fejringen a nationaldagen, Virgen Merced og San Jeronimo. Nationaldagen, den 15. september, kan ikke på nogen måde sammenlignes med 17. maj i Norge, men parader og raketbrag var der i hvert fald masser af. Virgen Merced, eller Jomfruen Merced, er Leóns beskyttelseshelgen og fejres med pyntede gader, parader og alkoholforbud. Mens San Jeronimo den efterfølgende uge derimod fejres med parader, brag og fyldte gader. Dette giver et vist billede af kønsrollerne her i landet, kvindelig jomfru vs. mandlig helgen, uden at jeg skal diskutere det videre her.

Siden Nicaragua er et katolsk land, som mange andre land i Latinamerika, så er helgener en vigtig del af det daglige liv, og festerne som hylder dem er ofte storslåede, lange og kostbare. I et fattigt land som Nicaragua kan det virke absurd, at man skal bruge tusindvis af kroner på at skyde raketter af for at hylde en helgen. For ikke at nævne hvor irriterende det er at spjætte på grund af raketsmæld døgnet rundt for os, som ikke helt forstår os på dette fænomen. Tross dette, så må man ikke glemme den sociale værdi af en sådan fejring; det er en uvurderlig fryd at se glæden i ansigterne på både store og små som samles i gaderne i løbet af disse dage.

Når man første gang kommer til et land som Nicaragua er alt nyt og spændende og man vil helst være med til alt. De studrende er engagerede, dygtige og får faktisk tid til at være med til det meste. Mange tager flere gang om ugen afsted til et aflastningshjem kaldet ”Barrilete”, hvor de tilbringer tid med børn, som behøver hjælp med engelsklektier eller som bare vil spille fodbold. Hver onsdag prøver vi også at tage ud til en ZOO, som ligger lidt udenfor León. Her tager vi mad med til dyrene, som ikke får mad hver dag. Nogen arbejder også frivilligt som engelsklærere. Andre tager salsa- eller guitartimer, og nogen af de seje har kastet sig ud i et surfe-kursus.

Der er altså altid noget at fylde eftermiddagene med. Derfor er det dejlig at kunne slappe af (evt. slippe sig løs) om aftenen til en koncert med et lokalt band, Salsa/Bachata dans eller quiz på Vìa Vìa. Helst i kombination med den dejlige lokale rom, Flor de Caña, eller en Toña/Victoria øl. Derefter ved man aldrig hvad som sker...

- Marthe Kalleklev