"Happy are those who work for peace"

Isabel satte sig for at give et år af sit liv samt al sin opmærksomhed til freds og konflikt studier. Hun startede i Indien hos Kulturstudier og blogger nu fra Costa Rica. Læs hendes fascinerende og reflekterede beretninger om fred og konflikt fra hele verden.  

Min tid her i Indien har åbnet mine øjne for, hvor privilegeret jeg og samtidig givet mig mulighed for at handle på noget af det ansvar, som følger alle disse privilegier. Jeg tror, dette er tilfældet for mange af mine medstuderende her. To af mine gode venner, Thilina og Thasan har dog et noget anden incitament for at skabe forandring og arbejde for fred. Snarere end overflod og privilegier er de motiveret af oplevelsen af krig på egen krop.

To af mine venner som også ønsker at gøre en forskel i verden, mødte jeg på studiet i Indien. Deres incitament til at gøre en forskel er ikke overflod af privilegier men derimod oplevelsen af krig på egen krop. Thasan er Tamiler og er flygtet til fra Sri Lanka til Norge på grund af undertrykkelsen af det tamilske folk. Thilina er Singhaleser, bor i Sri Lanka og arbejder for en NGO. De er hinandens første rigtige gode ven fra ”den anden side” af konflikten. Den sidste dag i Indien interviewede jeg dem om deres møde med hinanden og deres mod på at skabe forandring i fremtiden. Ironisk nok var det netop den dag, hvor Inderne har årets største fest, således at larmende skud of fyrværkeri udgjorde baggrundslyden under hele interviewet.

Thasan startede for nogle år siden på ingeniør udannelsen i Norge, men måtte droppe ud da krigen i Sri Lanka eskalerede i 2008, fordi han demonstrerede hver dag og bekymrede sig meget om sine tamilske venner og familie. Dette påvirkede Thasan meget,“After the war I felt very destroyed, I missed everything I just felt helpless, I didn’t really have any hope for my future“. Thilina følte sig ligeledes hjælpeløs og frustreret både under og efter krigen. Efter hun er begyndt at arbejde for en NGO har mange af hendes venner vendt hende ryggen, fordi de ser hende som en forræder ” I feel so frustrated and I feel so restricted (…) they see me as different and then it is like, okay who are you? Are you one of them or are you one of them?”.

Thasan og Thilina mødte hinanden første gang på gangen, i det hus vi boede i Indien og var begge meget overaskede over at møde en fra Sri Lanka på studiet. De fortæller fnisende, hvordan ingen af dem spurgte indtil, hvorvidt den anden var Singhaleser eller Tamiler og konkluderer at det må være Thasans påvirkning fra Norge der fik ham til ikke at spørge. I Sri Lanka ville man altid have spurgt.

Selvom krigen i Sri Lanka er ovre nu er der stadig konflikt. Tamilerne mangler politiske rettigheder samt anerkendelse af deres sprog, religion og kultur, hvorfor de ønsker at løsrive sig i en seperat stat. Thilina og Thasan er enige om, at de samme undertryggende strukturer som førte til krigen vil fører til en ny krig hvis ikke regeringen og det internationale samfund gør noget. Her mener de, at de tamilske flygtninge rundt omkring i verden har en stor rolle og spille, ligesom almindelige mennesker også kan gøre en forskel. Thasan forklarer “the Tamil Tigers they where the leaders of the Tamils, now they are killed, we lost everything. Nobody is there to talk for us. But know I feel NO we have to fight for this in foreign countries.” og han tilføjer “I hope you will write about the situation in your blog and that Danish people can see oh what’s happening”.

Heldigvis er krigens afslutning nemlig også en mulighed for at skabe et mere retfærdigt samfund og således forebygge fremtidige krige. Thilina forklarer, “In Sri Lanka right now I think there is an opportunity to kind of make things better, but if we do the same mistakes that we did thirty years back, then I don’t see how things can get better”. Og hvordan skal ting så være bedre? “living with dignity, everybody in one country with dignity and they don’t have to feel discriminated because they speak a different language or worship a different God”.

Efter noget tid på studiet drog jeg sammen med Thilina, Thasan og en håndfuld af de andre fra studiet ned for at se Indiens største srilankanske flygtningelejr og tale med flygtningene der. Denne oplevelse gjorde et kæmpe indtryk på dem begge to, “Oh yeah I am SO happy, it is one of my dreams to go there!” udbryder Thasan, da jeg spørger ind til turen. Han fortæller samtidig, hvilke frygtelige ting flygtningene havde været udsat for og Thilina forklarer, hvordan disse ting aldrig kommer frem i medierne, “One feeling I got was I felt so angry with the government because I’ve heard a lot and I’ve seen things (…) but then when I herd their stories – those are stories that I haven’t even known even as an NGO-worker!”. Selvom vores lærere fra studiet på det kraftigste opfordrede Thilina til ikke at fortælle de tamilske flygtninge at hun var Sinhaleser, valgte hun at stå ved sin identitet og dette blev taget ganske udmærket imod.

Efter denne oplevelse fik de begge endnu mere lyst til at ændre situationen i Sri Lanka og det er dette mod på forandring de begge har fået ud af at studerer i Indien. Hvor de før var modløse omkring situationen, har de nu fået værktøjer og viden om, hvordan konflikter kan transformeres. Thasan ser det som en gave, der har givet ham inspiration og Thilina fortæller hvordan hun har fundet hendes vej i livet, “I knew that I had this passion to do something for the society for my country, but I was not quite sure in which way, an being in India made me realize, okay I’m good at this, I want to be in this field [Peace and conflict] and this is what I will be doing for the rest of my life.”. De har derfor besluttet at gå sammen om at forbedre situationen i Sri Lanka. For som de siger, “we have been living in different parts of the world with the same goal”.