Det er en tirsdag morgen i Hoi An og jeg vågner op til den morgenlige rumsteren uden for. Byen vågner, butikkerne åbner og nudelsælgerne stiller deres små borde ud til de første morgenmads gæster. Den samme dame på cykel kalder kunder til sin mobile butik med frisk duftende mad. Pigerne på hotellet har gjort klar til morgenmad; baguettes, pandekager og masser af frisk frugt.
Den korte tur til universitetet er et overvældende farve orgie; vietnamesisk nytår er for døren. Blomster i tusindvis fylder gaderne, kinesiske lanterner hænger farvestrålende overalt og der er en særlig fornemmelse af forventning i luften.
Forelæsningerne flyver som sædvanligt forbi; en diskussion om hvordan udviklingsbistand skal gives, blev en interessant debat, med stærke meninger og følelser i begge lejre.
Op på cyklen og af sted af de små snoede veje til studiecenteret med den varme asiatiske vind i mit hår; Solen højt på himlen, forbi grønne rismarker, sløve vandbøfler og altid smilende lokale, i gang med deres hverdag. Efter frokost og lektier med min læsegruppe er en forfriskende dukkert på vores egen gyldne strand lige til at overkomme; og et par timer går med bare at slappe af og nyde livet.
Da mørket falder på tager en håndfuld af os ud på en af vores små vores yndlingsrestauranter og spiser os stop mætte i frisk og lækker vietnamesisk mad til ingen penge; derefter er fristelserne for store til ikke lige at lægge vejen forbi Cargo’s kagemontre, med det lækreste udvalg - valget falder på en mango-chokomousse bombe! Turen hjem til hotellet langs floden er oplyst af lanternerne og duften af de tusindvis af blomster krydrer den varme nat – hverdagen i Hoi An er bestemt ikke dårlig.
Jeg havde besluttet at jeg skulle et semester til udlandet og læse. Efter mange, mange timers research på nettet, samtaler med studievejleder osv. valgte jeg at tage med Kulturstudier til Vietnam for at læse Udviklings Studier – og det har jeg ikke fortrudt et sekund. Der var mange grunde til at jeg valgte at studere et semester med Kulturstudier i stedet for et af de mange andre tilbud. Det var blandt andet på grund af at det udbudte kursus lød enormt spændende, med forelæsere fra rundt omkring i verden der hver især var eksperter på deres områder, samt muligheden for at lære det teoretiske i klasselokalet og derefter gå ud på gaden og have mulighed for at se det i praksis.
Måden der blev undervist på var anderledes end meget and jeg har prøvet, forelæserne var utrolig entusiastiske hvilket affødte mange interessante diskussioner i timerne – eller over en øl om aftenen under et palmetræ. Det at vi alle sammen var tæt sammen, studerende og forelæsere, skandinaver og vietnamesere gjorde at man lærte en masse også uden for klasselokalet. Udover almindelig socialt samvær blev der også arrangeret ture efter vores interesser, alt sammen utrolig givende og også utrolig sjovt – vi tog blandt andet hele holdet en weekend til en lille ø hvor vi sov i telt på stranden, badede, spillede volley og sang karaoke hele natten! :)
De vietnamesiske studerende i vores klasse var alle tiders, og at snakke med dem og blive venner med dem var en unik chance for a få et ægte indblik ind i den vietnamesiske hverdag. Jeg valgte også at undervise i engelsk som frivillig på en lokal skole - kontakten med børnene var skøn og det var dejligt at se at selvom vi var meget forskellige så er børn nu engang børn og at vi alle er ens et sted. Alt dette, det faglige, diverse udflugter og de mange venskaber på tværs af kulturer er alt sammen noget jeg vil tage med mig videre i livet.
Fagligt og personligt vokser man; i takt med at man oplever en ny verden kan man bedre se på sin egen, man sætter mere pris på mange ting hjemme i Danmark, men jeg syntes også det var dejligt at se at der er andre måder et samfund kan fungere på, og at vi har meget at lære af omverden.
Et semester med Kulturstudier er utrolig nemt at arrangere, mit universitet (KU) forhåndsgodkendte det uden problemer, dette gør at man kan tage sin SU med og derudover også få udlandsstipendium som dækker studiegebyret. I og med at alting i Vietnam er meget billigt kan man rent faktisk leve af sin SU dernede :)
Jeg havde et fantastisk studieophold med Kulturstudier, jeg lærte så meget, jeg fik masser af nye venner. Jeg havde to gange før rejst i Vietnam som backpacker men det var først under mit 3 måneder lange ophold med Kulturstudier at jeg blev rigtig hovedkulds forelsket i Vietnam – det ”ægte” Vietnam ikke bare det der bliver vist frem for turisterne, men menneskerne, maden, naturen, kulturen – the whole package. Jeg vil helt sikkert vende tilbage til Vietnam og Hoi An som for altid vil have en helt speciel plads i mit hjerte.