Hvordan tænker en inder?

Findes der en unik indisk mentalitet? Ja, mener den indiske forfatter og forsker A. K. Ramanujan. I årevis havde han undret sig over sin egen fars hyppige vekslen mellem forskellige tænkemåder. Faderen sværgede nemlig til en streng, naturvidenskabelig logik i sit arbejde som ingeniør, men brød fuldstændig med denne logik i sin fritid som hobbyastrolog. Også andre, som har forsket i indisk kultur, fremhæver en vekslen mellem meget forskellige tænkemåder. Forkæmpere for et mere hindu-domineret Indien kan godt ønske landets muslimske minoritet hen til hvor peberet gror, men undlader ikke at søge religiøse tjenester hos forstandere for muslimske menigheder. På samme måde kan marxistiske politikere i Indien udemærket kæmpe for en samfundsstruktur baseret på lige rettigheder, samtidig med at de nyder godt af underbetalte tjenere og undgår fysisk kontakt med de kasteløse. Ifølge Ramanujan opererer indere med så vandtætte skodder mellem sine aktiviteter at de uden at blinke kan veksle mellem vidt forskellige, og ofte modstridende, måder at forstå verden på. Indisk mentalitet er derfor afhængig af, hvilket sammenhæng den indgår i, i kontrast til den kontekst-uafhængige mentalitet, vi kender fra Europa og USA. Men er vores egen mentalitet virkelig så kontekstfri og blottet for selvmodsigelser og dobbeltmoral, som Ramanujan vil have det til at være? Ofte kan sådanne forskelle kun beskrives som gradsforskelle.



Et andet træk, som er blevet fremhævet som typisk for indisk mentalitet, er prioriteringen af forskel fremfor ligestilling. Mens ligestilling er en grundlæggende værdi i Vesten (og særlig i Norden), dominerer hierarki og forskelle mellem mennesker i indisk mentalitet. Ifølge den franske antropolog Louis Dumont kunne kastesystemet næppe være bevaret, med mindre de, som befandt sig lavest på rangstigen, sluttede sig til den religiøse ideologi, som retfærdigør kastesystemet. Helt forkert, siger hans kritikere, som hævder, at kastesystemet kort og godt handler om magt og undertrykkelse. Atter andre tilføjer, at kastesystemet ikke er så indisk, som mange påstår. Meget tyder nemlig på, at det var langt mindre normalt, før Indien blev koloniseret af briterne. 

Uanset om vi forsøger at forstå indisk mentalitet igennem forhold som hierarki eller som kontekstafhængighed, må vi behandle spørgsmålet om en unik indisk mentalitet med den yderste forsigtighed. Ikke blot er Indiens befolkning så talrig og mangfoldig, at vi næppe kan hævde, at alle indere tænker på samme måde. Vi kan desuden let komme galt afsted ved at oversimplificere de træk ved Indien, som er mest forskellige fra dem, vi værdsætter hos os selv. Indien fortjener bedre end at blive fremstillet som et vrangbillede af vores eget samfund.

Har du spørgsmål?

Udfyld formularen nedenfor så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Tak. Du hører fra os inden tre arbejdsdage.

 

Instagram kan du finde studerendes billeder fra studiestederne.

Du kan også læse studerendes blogs fra studiestederne.

Besøg oss på Facebook, hvor du kan finde nyhedsopdateringer.