Nicaragua kort fortalt

”For at forstå de levende i Nicaragua viste det sig nødvendigt at begynde med de døde”, skrev Salman Rushdie efter sit besøg i Nicaragua. I løbet af de sidste 30 år har landet været udsat for diktatur, revolution, modrevolution, jordskælv, orkaner og vulkanudbrud.

På trods af alle prøvelsene er Nicaragua et land, som præges af fantastisk gæstfrihed, imødekommenhed og åbenbar livsglæde. Den begivenhedsrige fortid gør, at det daglige liv bliver udlevet med intensitet og iver. Man ser mødre med tidligere militærkarrierer og kamperfaring overøse sine børn med opmærksomhed og kærlighed, og man bliver inviteret på middag af mennesker, som dårligt har penge til salt på bordet. Fordi nicaraguanerne har lært nødvendigheden af ikke at hvile ved sin dramatiske fortid, har vejen fra sorg til glæde været kortere.

Som man kan forstå, er det vanskeligt at beskrive den nicaraguanske mentalitet uden at have landets historie og dets religion i mente. Den sandinistiske revolution i 1979 står som en betydningsfuld begivenhed for alle nicaraguanere, uanset politisk overbevisning. En folkelig opstand væltede det 70 år gamle Somoza-diktatur, opkaldt efter familien som i tre generationer behandlede landet som sin personlige ejendom. Den 19. juli faldt regimets sidste diktator Anastacio Somoza, og kommunisterne i El Frente Sandinista de Liberación Nacional (FSLN) overtog ledelsen af landet. Selvom revolutionen er fortid, og sandinisterne tabte valget i 1990, medfører politik fortsat stærke følelser. ”Sandino vive” (Sandino lever), står der på en mur lige uden for lufthavnen i Managua. En rødlig kampesten svarer: ”Cristo vive” (Kristus lever), og som om det ikke var nok, ”viene pronto” - han kommer snart. Selv den dag i dag siges det, at Sandino er en af de afdøde, som aldrig døde. "Den faldne helt" bliver omtalt med samme stolthed og med samme symboler som Kristus. Netop disse to, eller deres ideologiske efterfølgere i henholdsvis sandinismen og katolicismen, kan siges at have en unik position i den nicaraguanske folkesjæl.

Størstedelen af nicaraguanerne er katolikker, og den nicaraguanske mentalitet kan forstås ud fra en katolske kontekst. Dette ser man blandt andet i forholdet mellem kønsidentitet og religiøse nøglesymboler. I Nicaragua, som i andre lande i Latinamerika, symboliserer Jomfru Maria renhed, kærlighed, trofasthed og lidelse. Disse kvaliteter bliver igen relateret til idealiseringen af det at være mor. Moderrollen bliver anset som hellig, og moderen bliver derfor centrum i verden gennem sin evne til at føde børn, altså hendes skaberevne. Familieidealet i Nicaragua er den patriarkalske familie, en samlet familie hvor far er forsørger og moralsk overhoved. Men for mange er dette ideal vanskelig at følge: Utrolig mange familier består udelukkende af mødre og deres børn. På trods af, eller måske på grund af, den stærke moderrolle er Nicaragua et mandsdomineret samfund, hvor der findes meget forskellige værdier for mænd og kvinder. Mænd bliver vurderet ud fra sin grad af maskulinitet, mens kvinder vurderes som enten ærbare eller æresløse ud fra, hvad der opfattes som hendes moralske karakter. 

Kontrasterne mellem indianer og hvid, fattig og rig, patron og klient, magt og afmagt er direkte og åbenlys i Nicaragua. Landet er fortsat politisk delt mere eller mindre lige dele mellem sandinisttilhængere og -modstandere. Nogle nicaraguanere kæmper nu for rigdomme, som de tabte i forbindelse med det sandinistiske styre og krigen i 1980'erne, men endnu flere kæmper for den rigdom, de aldrig har oplevet. Landet er et af de fattigste i Latinamerika. Cirka halvdelen af befolkningen er nødsaget til at klare sig for mindre end, hvad der svarer til én amerikansk dollar om dagen. Politiske konflikter, ringe national økonomi, høj arbejdsledighed og flygtige familieforhold kan give et indtryk af, at sociale relationer generelt er ustabile. I denne ramme anser mange sociologer båndet mellem mor og barn som Nicaraguas vigtigste stabiliserende faktor.