Nicaragua kort fortalt

”For at forstå de levende i Nicaragua viste det sig nødvendigt at begynde med de døde”, skriver Salman Rushdie efter sit besøg i Nicaragua. I løbet af de sidste 30 år har landet været offer for diktatur, revolution, modrevolution, jordskælv, orkaner og vulkanudbrud.

På trods af alle prøvelsene er Nicaragua et land som præges af fantastisk gæstfrihed, imødekommenhed og åbenbar livsglæde. Den begivenhedsrige fortid gør at det daglige liv bliver udlevet med intensitet og iver. Man ser mødre med tidligere militærkarrierer og kamperfaring overøse sine børn med opmærksomhed og kærlighed, og man bliver inviteret på middag af folk som dårligt har penge til salt på bordet. Fordi nicaraguanerne har lært nødvendigheden af ikke at hvile ved sin dramatiske fortid, har vejen fra sorg til glæde været kortere.

Som man kan forstå er det vanskeligt at beskrive den nicaraguanske mentalitet uden at have landets historie og dets religion i mente. Den sandinistiske revolution i 1979 står som en dybtgribende begivenhed for alle nicaraguanere, uanset politisk overbevisning. En folkelig opstand væltede det 70 år gamle Somoza-diktatur, opkaldt efter familien som i tre generationer behandlede landet som sin personlige ejendom. Den 19.juli faldt regimets sidste diktator Anastacio Somoza, og kommunisterne i El Frente Sandinista de Liberación Nacional (FSLN) overtog ledelsen af landet. Selvom revolutionen er historie og sandinisterne tabte valget i 1990, skaber politikken fortsat stærke følelser. ”Sandino vive” (Sandino lever), står der på en mur lige udenfor fly pladsen i Managua. En rødlig kampesten svarer: ”Cristo vive” (Kristus lever), og som om det ikke var nok, ”viene pronto” - han kommer snart. Også i dag bliver det fortalt at Sandino er en af de afdøde som aldrig døde. Den faldne helt bliver omtalt med samme stolthed og symbolisme som Kristus. Netop disse to, eller deres ideologiske efterfølgere i henholdsvis sandinismen og katolisismen, kan siges at have en unik position i den nicaraguanske folkesjæl.

Størstedelen af nicaraguanerne er katolikker, og den nicaraguanske mentalitet kan forståes ud fra en katolske kontekst. Dette ser man blandt andet i forholdet mellem kønsidentitet og religiøse nøglesymboler. I Nicaragua, som i andre lande i Latin-Amerika, symboliserer Jomfru Maria renhed, kærlighed, trofasthed og lidelse. Disse kvaliteter bliver igen relateret til idealiseringen af det at være mor. Moderollen bliver anset som hellig, og mor bliver derfor centrum i verden gennem sin evne til at føde børn, hendes skaberevne. Familieidealet i Nicaragua er den patriarkalske familie, en samlet familie hvor far er forsørger og moralsk overhovede. Men for mange er dette ideal vanskelig at følge: Utrolig mange hushold består udelukkende af mødre og deres børn. På trods af, eller måske på grund af, den stærke moderrolle er Nicaragua et mandsdomineret samfund hvor der findes meget forskellige værdier for mænd og kvinder. Mænd bliver vurderet ud fra sin grad af maskulinitet, mens kvinder vurderes enten som ærbare eller æresløse udfra sin moralske karakter.

Kontrasterne mellem indianer og hvid, fattig og rig, patron og klient, magt og afmagt er direkte og åbenlys i Nicaragua. Landet er fortsat politisk delt i mere eller mindre lige dele mellem sandinist tilhængere og sandinist modstandere. Nogle nicaraguanere kæmper i dag for rigdomme som de tabte i forbindelse med det sandinistiske styre og krigen på 80-tallet, men endnu flere kæmper for rigdommen de aldrig har haft. Landet er et af de fattigste i Latin-Amerika. Cirka halvparten af befolkningen er nødt til at klare sig på mindre end en dollar om dagen. Politiske uenigheder, økonomisk mangel, høj arbejdsledighed og flygtige familieforhold kan give et indtryk af at sociale relationer er generelt ustabile, og båndet mor-barn bliver af mange sociologer anset som den vigtigste faktor for stabiliteten.