Rejsetips Ghana
I løbet af studieperioden i Ghana vil du få mange muligheder for at tage på kortere og lidt længere weekendture rundt omkring i landet. Flere studerende vælger også at rejse rundt i regionen både før og efter studiet. Vi har samlet rejsetips fra vores studerende, som måske kan inspirere dig til ghanesiske og vestafrikanske eventyr.
Weekendtips fra Marit
Busua
Mine bedste weekender i Ghana tilbragte jeg i Busua - en lille fiskerby langs kysten i den vestlige del af landet. Her lærte de lokale drenge mig at surfe, jeg spiste friskfangede hummere, dansede rundt om lejrbål på stranden og blev gode venner med frivillige europæere og ghanesiske rastafarier. Du kommer forholdsvis let dertil ved at tage en tro-tro (minibus) fra Cape Coast, og der er flere små hoteller langs stranden, hvor du kan indlogere dig.
Busua er præget af gensidig tillid og nogen lokale karakterer, som du ikke kan undgå at møde. Du får frisk juice om morgenen af Frank the Juice Man og betaler igen, når du møder ham om aftenen. Daniel the Pancake Man serverer de lækreste pandekager med bananer og chokolade. Hummerne får du friskfanget fra havet af Frank the Lobster Man, hvorefter du tager dem med hen på den restaurant, som du gerne vil have til at tilberede dem for dig. Har du behov for en pause fra den stegende sol på stranden, kan du tage en gåtur ind i skoven, som ligger lige ved siden af. Hvis du er heldig, møder du Daniel the Rasta, som inviterer dig på middag og sælger sine egne kunstværker til billige penge. Busua byder på spontane danseoplevelser og jam sessions til langt ud på natten.
Marit med hellig pytonslange
Accra
Accra er som de fleste hovedstæder - travl og fyldt med mennesker. Netop derfor har den også en masse spændende at byde på! Her tog jeg ud på et af de kæmpestore markeder, faldt over et akrobatikshow på gaden, spiste lækker mad og deltog i en uforglemmelig natceremoni i en lokal kirke med prædikener og sange. De store forskelle mellem rige og fattige i byen kan være svære at kapere, men de er vigtige for at forstå de sociale strukturer. Jeg besøgte alt fra bevogtede huse i ambassadekvarteret til tætbebyggede gader, hvor der kun fandtes ét toilet i hele kvarteret. Jeg så slumområder, fyldt med elektronisk affald og jeg havde lange sjove aftener i byen med ghanesere, der danser bedre, end du kan forestille dig. Jeg fik øjnene op for, at Ghana indeholder alle disse ting på én gang.
Tips til weekendture fra Ingrid
Ghanas højeste bjerg – Mt. Afadjato
Ghana er omgivet af smuk og varieret natur, fra frodige landskaber i syd til tørre ørkenområder i nord. Jeg kan stærkt anbefale at benytte sig af muligheden for at opleve netop disse variationer, enten ved at tage på weekendtur til surferbyen Busua eller tage på længere ture til de nordligste egne af landet.
En virkelig fin tur, som jeg på det varmeste kan anbefale, er et besøg til Ghanas højeste bjerg, Mt. Afadjato. Bjerget ligger tæt på grænsen til Togo, hvor landskabet er præget af frodige skove og dybe dale. Den nærmeste by er Hohoe, og herfra kommer man forholdsvist let til og fra hovedstaden Accra. Bjerget ligger ca. 900 meter over havets overflade, og gåturen derop tager ca. en time og er forholdsvis ligetil, selv i 30 graders varme. Det er påkrævet at have en guide med, hvilket vi nordmænd selvfølgelig syntes var lidt fjollet, men da vi hørte en kobraslange langs med stien, forstod vi pludselig hvorfor. Et ordsprog siger, at vejen er målet i sig selv, men her er toppen altså også et højdepunkt. Med udsigt til bjergkæden i Togo (som er en del højere), regnskovsområder, marker og landsbyer i det fjerne er dette en skøn oplevelse. Tag godt med vand med og husk gode sko, så er du godt udrustet til udflugten.
Efter bjergturen bliver man tilbudt om at gå videre til et vandfald, som ligger lidt længere inde i dalen, og det er absolut værd at bruge en lille times ekstra gang på. Her går man gennem kaffe- og kakaoplantager, regnskov med en rig flora af både blomster og sommerfugle. Efter ca. 45 minutters vandren åbner skoven sig, og vandfaldet kommer til syne i et smukt og idyllisk område. Hvis man ønsker at se flere vandtfald, anbefaler jeg også at tage turen til Wli Agumatsa waterfalls, som er det højeste vandfald i Vestafrika. Det ligger ca. 40 minutter fra Hohoe, så da jeg rejste, brugte vi en dag på Mt. Afadjato og en dag på Wli waterfalls.
God tur!
Tips til længere ture fra Marit
Ghana er omkranset af en række spændende lande, som det er værd at besøge, når man alligevel er i området. Det er først, når man krydser landegrænserne, at man opdager forskellene mellem de engelskprægede og de franskprægede lande. De tidligere franske kolonier har en helt anden madkultur, arkitektur og stærkere relation (om ikke altid lige positiv) til den tidligere kolonimagt. Forskellige etniske grupper har også sat deres præg i hele den vestafrikanske region, hvilket har skabt en mangfoldighed af sprog, mad, kultur og religion. Man kan rejse rundt med ‘shared taxis’, minibusser, store busser og motorcykeltaxier. Overalt findes der vandrehjem, og man kan ofte få lov at bo hos private familier. Visum til de forskellige lande kan du ordne undervejs på din rejse.
Togo
En tur til Togo er absolut anbefalesesværdig som en forlængede weekendtur. Hovedstaden Lomé ligger lige på den anden side af grænsen fra Ghana og er let tilgængelig med tro-tro (minibus). Markedet i Lomé strækker sig over flere blokke, og her kan du finde alt mellem himmel og jord. Den letteste måde at komme rundt i byen på er ved at tage en ‘shared taxi’. En dag tog jeg sådan en taxi til foden af Togos højeste bjerg, og der mødte jeg tilfældigvis en, som ville vise mig vej. Sammen gik vi gennem en skov af frugt- og kakaotræer og op til toppen. På vej ned tomlede vi og fik et lift af en af de motorcykler, som kom forbi. I løbet af turen plukkede jeg avocadoer og smagte på palmevin. En anden dag rejste jeg til Togos ældste by. For at komme derhen måtte jeg tage en bådtaxi. På vejen traf jeg en venlig fyr, som inviterede mig til middag hos sin familie, og dagen sluttede således med et dejligt krabbemåltid. Denne gæstfrihed er absolut typisk for Togo.
Benin
Benin er voodooens hjemland og har derfor en masse spændende at byde på. Jeg deltog i ofringsceremonier og danseshow, blev næsten fanget af et voodoo-spøgelse, mødte den øverste voodoo-leder i landet og besøgte voodoo-templer med hellige pytonslanger. Ouidah i den sydlige del af Benin giver et indblik i en vigtig del af landets historie. Her kan du gå den samme rute, som slaverne gik, før de blev sendt over Atlanterhavet til Amerika for flere hundrede år siden. I samme by findes også en udendørsbiograf og friske kokosnødder på stranden. Skal du rundt i landet, er det oftest lettest at tage en motorcykeltaxi. Jeg rejste et stykke nordpå og boede nogle nætter i en jordhytte hos en familie. En anden aften sov jeg under et mangotræ sammen med en anden familie. Senere besøgte jeg en landsby, hvor næsten alle levede af at lave lerkrukker, jeg så fodboldkamp på TV sammen med 40 andre i et lille skur, tog i cirkus og i teater og spiste masser af god fisk. Benin er mangfoldig og rig på kultur og sprog.
Burkina Faso
Kvæg-markedet i Gorom-Gorom i det nordlige Burkina Faso er noget af det flotteste, jeg nogensinde har set. Her gik kvinderne i palliet-dragter og havde tatoveringer i ansigtet, og de ældre mænd sad i skyggen af træerne og snakkede. På selve markedet lærte bønderne mig alt om prisen på en god ko. Jeg købte mig et ægte touareg-tørklæde og var dermed klar til kameltur i Sahel-ørkenen. Vi red i flere timer uden at se andet end et par huse nu og da og kom til sidst frem til en kæmpe sanddynge. Her sov vi under åben himmel. Derudover var jeg var også i Ouagadougo, landets hovedstad, under den årlige jazzfestival, hvilket virkelig var et højdepunkt. Her besøgte jeg, hvad der sandsynligvis må være verdens største motorcykelmarked, og jeg tog også ud og så en kæmpestor moské, hvor jeg endte med at sidde på jordgulvet mellem søjlerne og diskutere krig og fred med de troende. Noget af det bedste ved Burkina Faso er de omrejsende cafeer, som består af personer med en trillebør med forskellige sorter af te og kaffe, og som tilbereder baguetter med avocado eller honning.
Niger
I Niger vågner man til hanegal og morgenbøn fra moskeerne. Det er normalt at starte dagen med en drikkeyoghurt lavet af lokale bønder. Den første dag, jeg var i hovedstaden Niamey, mødte jeg en familie på gaden og endte med at bo hos dem i flere dage. De viste mig markedet, hvor jeg købte kunst og tøj, de gav mig mere mad, end jeg var i stand til at spise, og tog mig med på museum. En dag gik jeg på egen hånd til Niger-floden og fik et lift i en kano af en mand, som skulle krydse floden. Jeg måtte øse konstant, for at båden ikke skulle blive fyldt med vand. Pludselig pegede ejeren af båden fremfor os, og jeg fik øje på to flodheste, som svømmede nogen meter under os.
Flere rejsetips
På vores studieblog kan du finde endnu flere rejsetips fra vores studerende - lige fra hang gliding og krokodillesafari til vandreture på regnskovens tag - og ikke mindst vil du kunne læse om de ugentlige studieture og hverdagslivet i Cape Coast og på Brenu Beach.