Maria har studeret i Argentina
”Mit argentinske eventyr startede før mit semester med Kulturstudier – faktisk startede det tilbage i sommeren 2014, hvor jeg rejste rundt i det fantastiske land. Da jeg igen ramte dansk jord, vidste jeg, at jeg måtte tilbage og prøve at bo i Buenos Aires. Efter en del søgen faldt jeg over Kulturstudiers tilbud, hvor kurset latinamerikansk litteratur var som skræddersyet til min uddannelse. Kulturstudier var således en oplagt mulighed for at kombinere min drøm om at bo i Buenos Aires med min uddannelse.
Mit semester i Argentina var udover at være givtigt på et personligt plan også lærerigt. Den latinamerikanske litteratur er i høj grad kontekstbaseret, hvorfor samspillet imellem argentinsk historie og litteratur åbnede op for døre, der ikke havde været mulige i et undervisningslokale hjemme i Danmark. Det at se litteraturen støde ind i kulturen og forstå mentaliteten baseret på historien, med egne øjne, og gå rundt på de historiske steder, hvor litteraturen udspiller sig, det var og er helt unikt. Desuden bliver det hele en smule sjovere, når det spanske sprog begynder at hænge ved, og man pludselig kan læse tekster på originalsproget.
Det at leve i en metropol som Buenos Aires kan ikke beskrives, men skal opleves. Den argentinske kultur er unik og kan få rusket godt og grundigt op i den danske mentalitet og vores vaner. De lokale er virkeligt imødekommende, åbne og gæstfri og der er altid noget at lave: hvad end man er til tango, fodbold, asado (barbecue), fester eller teater”.