Kontaktperson Udviklingsstudier 2 i Nicaragua

Jeg har gennem hele mit studieforløb gerne villet på udveksling, men samtidig været lidt betænkelig ved det. På en måde virkede det uoverskueligt at skabe en hverdag i et nyt, fremmed land, finde et sted at bo, få mad på bordet, vaske tøj, få nye venner osv. – og samtidig følge med i et kursus og få et fagligt udbytte. De bekymringer kunne jeg godt have sparet mig, for det hele gled så let i Nicaragua. Kulturstudier ordner kost og logi, udflugter, undervisning og holder én i hånden, når man har brug for det. Og ellers er der fri leg! Det gør, at man som studerende har tid og overskud til at slå sig løs både som studerende og turist. 

Nicaragua er the place to be, hvis du interesserer dig for spansk og Latinamerika selvfølgelig – men også, hvis du går op i politik, historie og udvikling. Mange årtiers diktatur blev afløst af en borgerkrig, der sluttede i 1990. Selvom der i dag er demokrati, har der de seneste år været en politisk drejning, som får mange til at påstå, at Nicaragua under overfladen igen er et diktatur. Historien har sat dybe ar i nicaraguanerne, og Udviklingsstudier 2 giver muligheden for at dykke ned i, hvordan og hvorfor det har afgørende betydning for udviklingen i landet, som er det andet fattigste i Latinamerika. Derudover kommer man helt tæt på nicaraguanerne i de tre ugers feltarbejde, der ligger midt i kurset. Alt i alt kan jeg med hånden på hjertet sige, at det har været det fedeste semester på hele min bachelor takket være dygtige undervisere, interessante og inspirerende emner og et feltarbejde, der for mig gav et unikt kig ind i det nicaraguanske skolesystem og unge nicaraguaneres drømme om og forventninger til fremtiden. 

Og nå ja, så er det selvfølgelig også værd at skrive hjem om undervisningen på stranden, de vilde og svedige salsaaftener, den billige mad og landet, der rummer kæmpe variation i kultur og natur, og som ligger perfekt til rejser videre mod enten Syd- og Nordamerika. Jeg rejste videre til Honduras, mens andre studerende tog til bl.a. Cuba, Panama, Costa Rica, USA og Peru. 

Hvis du har lyst til at høre mere eller har spørgsmål til Nicaragua, Udviklingsstudier eller noget helt tredje, skal du endelig skrive til lotus.kulturstudier@gmail.com - jeg vil hellere end gerne drømme mig tilbage til León! 

Har du spørgsmål?

Udfyld formularen nedenfor så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Tak. Du hører fra os inden tre arbejdsdage.

 

Instagram kan du finde studerendes billeder fra studiestederne.

Du kan også læse studerendes blogs fra studiestederne.

Besøg oss på Facebook, hvor du kan finde nyhedsopdateringer.