Jeg har aldrig fløjet alene før. På flyveturen ned til Costa Rica var jeg fyldt med følelser.
Bange for, om jeg havde husket at pakke alt i kufferten, eller om folk på studiet ville være søde, og spændt på, hvordan kulturchokket ville blive. Ville jeg få venner? Ville lokalbefolkningen se os som en byrde?
Skrækslagen og spændt sad jeg og grublede over disse spørgsmål. Hvordan skulle det gå?
Lad mig bare begynde med at sige, at alt er gået godt! Over al forventning. Siden flyveturen herned har dagene været fyldt med ren lykke.
Hvis du overvejer at rejse derned uden at kende nogen på forhånd, sådan som jeg gjorde, så skal du vide, at det er det værd. Jeg havde maven fuld af sommerfugle, da jeg overvejede at takke ja til studiepladsen.
Før jeg tog af sted, faldt jeg over en video med Tom Holland, hvor han talte om de her sommerfugle i maven. Han sagde, at man i stedet for at opfatte dem som et faresignal burde se dem som et indre bifald.
Så når alt i kroppen tilsyneladende prøver at tale dig fra at kaste dig ud i noget nyt, er det et tegn på, at kroppen i virkeligheden opfordrer dig til at gøre det!
Det viste sig at være det rigtige for mig. Det føles underligt at rejse hjemmefra, væk fra dem, man holder af derhjemme, til noget helt nyt på den anden side af kloden. Spændingen var blandet med stor frygt.
Efter kun seks dage har jeg fået mange gode venner her. Vi er en skøn, blandet flok. Nogle har allerede studeret, oplevet Asien og prøvet at være voksen i nogle år.
Så er der dem, som ligesom mig lige er kommet ud af gymnasiet og ikke helt ved, hvad de har meldt sig til.
Det er så sjovt at få lov til at møde folk fra forskellige steder i Norge, Danmark og Sverige. Gennem dette studie får jeg mødt folk, som jeg måske aldrig ville have mødt, hvis jeg ikke var taget af sted. Det viste sig, at mange af mine medstuderende er hylende morsomme og har historier og interesser, som jeg kunne lytte til i timevis.
Hvad angår lokalbefolkningen, var jeg meget spændt på, hvordan de ville have det med, at vi kom. Ville de blive irriterede over sprogbarrieren? Ville de betragte os som ubudne gæster? Ville vi få nogle gode oplevelser sammen med dem?
Svaret er, at det også viste sig at gå godt. De mennesker, der bor her, er utroligt imødekommende og hjælpsomme. For eksempel holdt min værelseskammerats telefon op med at virke en dag. Vi ledte efter steder, hvor den kunne blive repareret, og kom forbi et lille hus få minutter fra hotellet.
Lidt nervøse for, om de kunne tale engelsk, gik vi ind i butikken. Både min værelseskammerat og jeg er nemlig lidt rustne i det spansk, vi lærte i gymnasiet. Vi blev mødt af en ældre kvinde, som viste sig at være mor til ham, der driver værkstedet.
Som forventet forstod hun ikke engelsk. Hvordan skulle det gå? Som altid gik det godt. Både vi og kvinden i butikken grinede godt af os selv og hinanden.
Ved hjælp af en telefonsamtale og vores gode ven Google Translate lykkedes det os at kommunikere os frem til en løsning. Så selvom man ikke selv taler flydende spansk hernede, er det muligt at forstå hinanden gennem kropssprog og forskellige oversættelsestjenester.
Her gælder det også om at prøve sig frem! Ud fra det, jeg har set, bliver lokalbefolkningen meget glad for, at du prøver at tale deres modersmål.
Da vi befandt os inde i familiens stue for at reparere telefonen, kom kvindens barnebarn også ind. Ud fra det lille, vi forstod, lærer barnebarnet engelsk i skolen. Derfor ville bedstemoren have hende til at oversætte det spanske for os.
Genert og ydmyg stod barnebarnet der og grinede, mens hun rystede på hovedet. Hele situationen mindede mig meget om min egen bedstemor, som på samme måde ville have mig til at oversætte det, hun sagde på norsk, til engelsk ved kassen på ferierejser.
Situationer som denne synes jeg, er vigtigt at få med sig. Det er let at tænke, at mennesker, der bor på den anden side af kloden med helt andre kulturer og traditioner end vores, er anderledes end os. At de ikke lever de samme liv som os. Det er til tider sandt, når man tænker på kontrasterne mellem det snedækkede Norge og solskinnet i Costa Rica.
Men selv om klimaet er anderledes, er de mennesker, der bor her, ikke så forskellige fra os. Lokalbefolkningen her er helt almindelige mennesker, ligesom os. De har familier fyldt med kærlighed, de er også bange for at tale et andet sprog, og de udviser den samme venlighed som de mennesker, vi selv beundrer derhjemme.
Det er vigtigt at have dette i tankerne, når man rejser til et andet land. For når man møder lokalbefolkningen med denne indstilling, finder man også glimt af det, der minder en om hjemmet.
Derudover får du udfordret de fordomme, du måske går rundt med. Derfor er mit råd, at du prøver at møde og falde i snak med de lokale på præcis samme måde, som du gør med dine nye studiekammerater.
Vi har også nået at prøve at surfe på stranden i Manuel Antonio. Det er virkelig en drøm, der er gået i opfyldelse!
Vi har lært en flok på stranden at kende, som har lært os at surfe, og en af dem satte sangen »Elektrisk« af Markus og Martinus på, mens han grinede og dansede. Hvem skulle have troet, at dette norske hit ville dukke op på en strand i Costa Rica!
I løbet af den korte uge, vi har været her, har jeg oplevet livet præcis, som jeg drømte om, at det ville blive, før jeg rejste fra Norge. Det er skræmmende at rejse ned til noget helt nyt og uforudsigeligt, men det viste sig at være lige præcis det, jeg havde brug for!
