Quepos: en hyldest til fællesskabet og Kulturstudier
Det er med en varm følelse, at jeg sidder her og mindes tilbage på vores 10 uger i Costa Rica og Quepos. At bo så tæt sammen med vores medstuderende og lærere gjorde os til mere end blot klassekammerater – det gjorde os til en lille familie. Og det er netop denne følelse af fællesskab, der gør Kulturstudier så unikt og dejligt.
Psykologien bag det at studere i udlandet er ret interessant, og det lader til, at mange følte det samme. De første uger føltes som en forlænget bryllupsrejse, en tid fyldt med spænding og udforskning.
Alt virkede så nyt og spændende, og vi levede lidt som om vi var på en forlænget ferie. Hver dag bragte nye eventyr og oplevelser med sig, og det føltes som om vi svævede på en sky af lykke.
Men som ugerne gik, begyndte virkeligheden at trænge sig på. Den trygge boble af feriestemning blev gradvist erstattet af en følelse af fremmedgørelse. Det var som om vi vågnede op fra en drøm og indså, at vi faktisk levede her, i et land langt fra vores hjem.
Rutinerne sneg sig ind, og hverdagen begyndte at føles mere almindelig. Men selvom vi udførte vores daglige gøremål, kunne vi ikke ignorere det faktum, at alt omkring os var anderledes. Sproget, maden, skikke – alt bar præg af en kultur, vi stadig forsøgte at forstå.
Gennem Kulturstudiers program blev vi ikke kun introduceret til landets sprog, historie og kultur, men vi blev også dybt forankret i det lokale samfund. Fra dag ét følte vi os inkluderet og velkomne, takket være den dedikerede støtte fra vores lærere og medstuderende.
Det var gennem deres vejledning og opmuntring, at vi virkelig kunne fordybe os i den costaricanske livsstil og lære at værdsætte dens unikke skønhed.
Jeg husker da vi sad på vores sidste aften sammen, omgivet af latter og minder, hvordan vi følte en dyb taknemmelighed over for Kulturstudier. Det var deres omhyggeligt planlagte program, der førte os til skjulte perler. For eksempel Cinca de Flor, en gård og et charmerende hostel.
Det var her, blandt de frodige bakker og den varme costaricanske gæstfrihed, at Mauricio og Alan – to af vores lærere – mødte deres koner engang, og det var her vi alle fandt et stykke paradis.
Bålaften med de andre, der arbejdede på hostelet “Cinca De Flor”.
Vores bedste minder fra denne tid er mangfoldige og rige. Fra udforskningen af de mystiske regnskove til at nyde den rige smag af frisk frugt på lokale markeder, har vi oplevet ting, der vil vare livet ud.
Og for dette skylder vi en stor tak til Kulturstudier, som gjorde det muligt for os at opleve Costa Rica på en måde, vi aldrig kunne have gjort på egen hånd.
Så da vi tog afsked med dette fantastiske land, tog vi ikke kun minderne med os, men også den uvurderlige viden og de venskaber, vi har skabt undervejs. Costa Rica, og tak for alt!
Vi bliver vist rundt på Cinca de Flor – gården, hvor Mauricio og Alan mødte deres koner.
