
Rejsetips til dig, der skal studere i Costa Rica
Noget af det bedste ved studieopholdet i Costa Rica var mulighederne for at rejse og opleve nye steder. Du vil helt sikkert komme til at lære andre at kende, som også ønsker at udforske landet og rejse.

Jeg brugte flere weekender på at rejse væk fra San Isidro for at opleve andre dele af landet.
Jeg rejste også på flere ture til udlandet undervejs og efter studiet. I Costa Rica findes der billige busser, som kan tage dig overalt, selvom det kan tage lidt tid. Det er også muligt at leje en bil, hvis man ønsker mere fleksibilitet og at spare tid.

I nærheden af San Isidro
Mig og dem jeg boede med tog ofte til Dominical, som er en times lang bustur fra San Isidro. Det er værd at tage en tur hertil, da det er så tæt på San Isidro.
Dominical er en kystby, og er stedet at tage hen, hvis man ikke vil langt væk, men ønsker at opleve strand og surfing. Der var også flere, der tog surftimer på Dominicalito, som er en strand egnet for nybegyndere i surfing.
Ellers er det muligt at tage turen til Nauyaca, som er et vandfald man kan bade i. I Dominical er der også muligheder for at købe souvenirs, gå på marked for at købe hjemmelavet håndværk og mad og opleve nattelivet.

For at spare penge boede vi altid på hostels, når vi rejste væk fra San Isidro. Hostels kostede som regel 10-20 USD per nat for et delt værelse.
Jeg boede på Cool Vibes Beach Hostel flere gange, da vi var i Dominical. Jeg anbefaler at læse anmeldelser af steder, man ønsker at booke, før man bestiller. Der findes mange alternativer, og ikke alt er lige godt.
Vi tog også på weekendture til Quepos og Uvita, som også ligger tæt på San Isidro.
I Quepos besøgte vi nationalparken Manuel Antonio, som er et stort naturområde med strand og mange dyr, der går frit rundt. Der kan man enten gå på egen hånd eller booke en guide.

Vær opmærksom på, at der findes uautoriserede guider ved indgangen. Der er også mange forskellige hjemmesider, der sælger indgangsbilletter til nationalparkerne, men jeg anbefaler at bestille adgang direkte fra den officielle hjemmeside, som er SINAC.
Guiderne har kikkerter og giver en guidet tur i parken, samt information om alt dyrelivet, der findes der. Inde i parken badede vi på de forskellige strande og så mange forskellige dyr, som aber, rådyr, myreslugere, vaskebjørne og dovendyr!

I Uvita kan man blandt andet opleve strand, hvalsafari, sommerfuglehave eller bade i vandfald. Her boede jeg på Cascada Verde og Karandi hostel. Sidstnævnte ligger lige ved stranden, og her så jeg en lille krokodille på hostellet. Karandi hostel er måske det reneste hostel jeg boede på i Costa Rica. Cascada Verde er et sejt hostel som ligger inde i junglen, tæt på et vandfald og en sommerfuglehave.
Længere rejser
Når vi ønskede at tage på en længere tur, var Puerto Viejo manges favoritsted. Puerto Viejo ligger ved den caribiske kyst, og her finder du mange meget smukke strande.
Det var meget populært at leje cykler for at udforske området der. Her kan man også besøge Cahuita nasjonalpark, som også har strand og mange søde dyr! I modsætning til Manuel Antonio tager denne nationalpark ikke entré, men de accepterer donationer.

Jeg anbefaler at donere et lille beløb for at støtte driften af nationalparken, selvom man ofte lever på et stramt budget som studerende! Den caribiske kyst er meget anderledes end San Isidro, og dette er et område, som jeg virkelig anbefaler at opleve!
Kulturstudier arrangerede en bustur til og fra Puerto Viejo. Således undgår man at planlægge transporten selv, hvilket kan tage meget tid, da der ikke kører direkte busser fra San Isidro til denne del af Costa Rica.
Costa Rica er kendt for sine strande, men der er også mange steder at rejse til, som ikke omfatter strandliv.

Jeg tog til Monteverde efter mit studieophold i San Isidro, et område der ligger omkring fire timer væk fra hovedstaden San José med bus. Her kan man opleve tågeskov, hængebroer, tage zipline gennem regnskoven, og et rigt dyreliv. Monteverde er populært blandt turister, og her vil du derfor bemærke at visse aktiviteter koster mere end andre steder.
Costa Rica tilbyder mange forskellige typer af naturoplevelser, og uanset hvor man rejser hen, vil man være omgivet af smuk natur.

Jeg og mange andre rejste også til andre lande i løbet af eller efter vores semester, og flere tog blandt andet turen til Panama, Nicaragua, Colombia og Guatemala.
Disse lande er en del billigere at rejse i end Costa Rica, så det kan være værd at overveje, når man skal planlægge rejser i løbet af semesteret. At besøge de andre lande i regionen giver dig også en helt anden oplevelse af latinamerikansk kultur, og det var meget sjovt at opleve andre lande og især at blive udsat for andre spanske accenter end den costaricanske!