Findes der en Vietnamesisk livsstil?

Er vietnamesere et harmoni- og familieelskende folk? Vi går i dybden med Vietnamesisk kultur.

Denne tekst er oversat ved hjælp af kunstig intelligens.

Se den originale version af artiklen her.

Bøger om vietnamesisk kultur handler meget om, at vietnameseres måde at være og tænke på er præget af harmoni, hierarki og respekt for ældre og autoriteter. Familien fremhæves som en særligt betydningsfuld enhed, rettere sagt den allervigtigste, både for samfundet og det enkelte individ.

Stemmer det at vietnamesere er et harmoni- og familieelskende folk?

Og hvad har i så fald været med til at forme deres måde at tænke og handle på?

Et land er mere end summen af alle de mennesker, der bor der, og det siger sig selv, at det er umuligt at sige noget definitivt om et helt folk. Vi kan dog fremhæve nogle centrale faktorer, der har præget den vietnamesiske tankegang og handlemåde gennem historien.

Den dominerende religion i Vietnam er buddhismen. Denne religion, som understreger, at mennesket er et resultat af sine handlinger, lægger stor vægt på korrekt livsførelse. Også taoisme, med sin betoning af harmoni mellem mennesker, og vigtigheden af at undgå konfrontation, har haft stor indflydelse.

Men fokus på harmoni stammer måske i endnu højere grad fra konfucianismen, en strengt hierarkisk samfundsfilosofi grundlagt af Konfutse (Kung-fu-tze), Kinas store folkeopdrager og morallærer, som levede i perioden 551-479 f.Kr. At være i harmoni med universet var vigtigt og ville føre til et sundere og lykkeligere liv, mente Konfutse.

Konfucianismen opfordrer til fleksibilitet og kompromiser. Harmonien ses i sammenhæng med samfundsordenen, og den kan kun opretholdes ved strenge moralnormer, som indebærer lydighed og loyalitet over for overordnede. Dyrkelse af forfædre er et andet centralt træk.

Konfucianismens fokus på harmoni kan betragtes som ret alment accepteret blandt vietnamesere, og dette har uden tvivl betydning for deres identitetsskabelse og samfundsforståelse.

Men vi er på det forkerte spor, hvis der bliver lagt for meget vægt på betydningen af sådanne forestillinger. I det daglige træffer vi alle små og store valg, som igen præger den tid og verden vi lever i, og vi skaber vores liv ud fra en række forskellige videnstraditioner og påvirkningsfaktorer.

Læs mere om Vietnam som studieland

Fokus på harmoni må heller ikke forveksles med fravær af konflikter. Unge i Vietnam, som andre steder i verden, er i konflikt med og i opposition til deres forældre. En forskel synes dog at være i måden, konflikterne udspiller sig på. Unge vietnamesere undgår i højere grad åben konflikt med de ældre. Dette fører os videre til betydningen af respekt i det vietnamesiske samfund.

Den mest åbenlyse måde at vise respekt på er at bruge den korrekte tiltaleform. Man skal altid tiltale andre og omtale sig selv i forhold til alder, køn, rang osv. Hierarkiet afspejles i sprogets pronominer, både i første, anden og tredje person. Er du for eksempel en ung kvinde, tiltaler du en ung mand lidt ældre end dig selv med pronomenet anh som betyder ”ældre bror”, og dig selv som em – ”yngre søster”.

Det er almindeligt, at det allerførste man bliver spurgt om, når man kommer til Vietnam, er, hvor gammel man er, om man er gift, har børn, hvad man arbejder med osv. Dette er for at vide, hvor man skal placeres i hierarkiet. I litteraturen ser det ofte ud til, at dette hierarki accepteres som en ”naturlig orden” i det vietnamesiske samfund.

Men mange unge i dag stiller spørgsmålstegn ved denne rangorden og udfordrer den ældre generation ved for eksempel at sige cac ban (”venner”) i forsamlinger, hvilket henviser til at alle tilstedeværende er ligestillede.

I litteraturen lægges der vægt på, at hensynet til familien og slægtens ve og vel kommer før alt andet. Kommunismen blev anklaget for at have ødelagt familien som institution.

Hvad er det med den vietnamesiske familie? Spørger man en vietnameser (eller en inder for den sags skyld) om forskellen på familie i Asien og i Vesten, vil mange nok svare, at familien er mindre vigtig for mennesker i Vesten.

Et vigtigt punkt i denne sammenhæng er den betydning, familien i Vietnam har i praksis, som et sikkerhedsnet i livet; en betydning, som ikke er den samme i eks. Skandinavien.

Efter at markedsøkonomien for alvor tog fat, er adgangen til alt fra uddannelse til sundhedstjenester i stigende grad blevet afhængig af indkomst. Statsstøtte og gratis velfærdstilbud er forsvundet. I dag bliver forskellen mellem fattig og rig stadig større, især i storbyerne.

Uden muligheder for ekstern studiefinansiering eller forskellige sociale ydelser, er det helt nødvendigt, og måske også lettere for mange, at acceptere at familien bestemmer.

I dag kommer unge og deres familier i stigende grad i kontakt med strømninger, der lægger vægt på det modsatte af gruppesolidaritet, nemlig selvrealisering, personlig karriere og forbrugsorienterede tendenser.

For at møde mennesker, hvor de er, bør man vise respekt og være ydmyg. Møder bliver ikke ”serveret”, man skaber dem ved at byde på sig selv. Hvis man ligeledes kan tage meget med et smil, vise lidt omstillingsparathed og have et ønske om at lære, så kommer man langt i Vietnam!