Byens bedste søndagstango

I mere end 20 år har gade-tangodansere samlet sig i hjertet af San Telmo, på Plaza Dorrego. Faktisk blev søndagens “Milonga del Indio” på pladsen startet af danseren Pedro Banavente, en mand kendt som “El Indio”.

Omgivet af bygninger fra 1700-tallet, er det en af de ældste offentlige pladser i byen. Mens stedet forvandles til et magtfuldt antikmarked i dagtimerne om søndagen, kommer tangodanserne frem om natten, mellem ni og midnat.

Danseformen siges at være det mest ikoniske danse fra det tyvende århundrede med sin intimitet, elegance, mytiske oprindelse og stolthed.

Mellem tandas, en gruppe numre i samme stil spillet af det samme orkester, finder danserne deres små hvide bomuldsklude for at følge Chacarera, en smuk nordargentinsk folkedans.

Lidt om tangoens historie

I bogen “The Meaning of Tango: The Story of the Argentinian Dance” skriver forfatteren Christine Denniston, at tangoen udviklede sig som “sjælens længsel efter kontakt med en anden sjæl” i et fattigt Buenos Aires. Midt i det nittende århundrede var der en enorm efterspørgsel efter arbejdere i det ekstremt rige, men afsidesliggende land.

Argentinas enorme landbrugs- og mineralressourcer var ved at blive tilgængelige gennem opbygningen af et enormt jernbanenetværk. For at tiltrække indvandrere fra Europa tilbød den argentinske regering subsidier, jord, arbejde og gratis mad og overnatning ved ankomsten. Ved bredden af Río de la Plata satte indvandrerne deres fødder.

De kom fra Spanien og Italien, fra Storbritannien, Tyskland, Libanon, Syrien og Rusland. Mændene var på jagt efter arbejde, men livet var svært og immigrant hotellerne overfyldte. Med hjemve og tomme maver søgte indvandrerne tilflugt i dansens verden, ifølge bogen “En lommetyvs historie om argentinsk tango” af Victor Levant.

Der var langt flere mænd end kvinder, der dansede, og for at få en kvinde i armene måtte manden være dygtig. For at lære at danse var der mænd-eksklusive klasser kaldet práctica, hvor de lærte at danse kvindens del med deres mandlige lærer. Tangoen udviklede sig i bordeller med prostituerede og den såkaldte “compradrito”, manden der optrådte som alfons eller elsker.

Alligevel "begyndte tangoen sort" men "i dag er tangoen et hav af hvide ansigter", skriver Robert Farris Thompson i 'Tango: The Art History of Love'. Indflydelsen fra afroargentinerne har været ukendt fordi de sorte i Buenos Aires "forsvandt".

Indbyggerne af afrikansk oprindelse i Buenos Aires gik fra 34 procent i 1810 til mindre end 2 procent i 1887. Frem for alt består gadens dans af en blanding af musik og dans bragt af europæere, afrikanere og gauchos (eller andalusiere).

I begyndelsen af det 20. århundrede blev tangomusik spillet på restauranter og caféer over hele Buenos Aires.

Derudover fandt tangons guldalder sted i 1940'erne og 1950'erne. Formelle dansehaller kaldet milongas – tangostederne – var placeret over hele byen.

Under det argentinske militærregime fra 1976 til 1983 blev tango og endda tango-film forbudt. Overraskende nok var det også i dette årti, at tango-shows tog fart i udlandet, og millioner blev eksponeret for tangueros fra Buenos Aires. I 1990'erne gik tangoen til Hollywood med flere film, der blev lavet med stjerner som Rudolph Valentino, Madonna og Marlon Brando.

Tangotekster er den autentiske poesi fra Buenos Aires. De skaber stemninger af humor, tapperhed og længsel, hvor kun det sidste overlapper en stereotypi af tango som en sang om angst.

Frem for alt gør tangopoeter os bevidste om tiden, der går. De lever med denne bevidsthed, som meget vel kan vise sig at være, i bund og grund, selve essensen af menneskelig bevidsthed – Robert Farris Thompson i 'Tango: The Art History of Love'

Vigtige regler for tango

At gå til en milonga betragtes det som uhøfligt at gå op til en person og bede om en dans. Dette sætter både personen, der spørger om en dans, i fare for at miste ansigt og lægger pres på den, der bliver spurgt, om at sige ja.

Derfor er måden at invitere nogen til dans på at fange den andens blik på tværs af rummet og få en bekræftende øjenkontakt tilbage. Dette kaldes cabeceo, et ord der også bruges om fodboldspillere, når de header bolden.

Som beskrevet i en tangoartikel i The New York Times, er "følgere" kvinderne, og de har ikke lov til at bevæge sig før "lederne", mændene, giver tegn til det. Det typiske tangoorkester består af seks musikere og kaldes Orquesta Típica.

Der er to bandoneoner, to violiner, et klaver og en kontrabas.
For at starte med, ville det at lære den 'Otte Trin Grundlæggende' kaldet Salida være en begyndelse, disse trin er også vist af Madonna i filmen Evita.

I milongaerne er musikken organiseret i tandas, en gruppe af numre i samme stil spillet af det samme orkester. Danserne forbliver normalt med den samme partner indtil tandaen er slut efter ti til femten minutter, og dansegulvet bliver ryddet.

En vigtig person at kende er Carlos Gardel, en helt fra Argentina og opfinderen af tangosangen.

Jeg hører ekkoet af de tangoer
af Arolas og Greco
danset på fortovet,
et øjeblik destilleret som forbliver
uden fortid, uden fremtid, en anti-glemsomhed,
med smagen af alt tabt,
og alt genvundet.
– Jorge Luis Borges, “El tango” i “El otro, el mismo” (1969)