Evig sommer: Tre uger med strandliv i Costa Rica

Dagene her har deres egen rytme, styret af varme, tidevand og hvor gode bølgerne er. Det meste af min tid her handler om havet, og strandlivet er blevet en naturlig del af hverdagen, i det der føles som en evig sommer.

Jeg har tilbragt meget tid på stranden i Manuel Antonio, kun tyve minutter fra Quepos med bus. Sandet er blødt, og vandet er varmt og indbydende.

Det er et sted, hvor man kan blive i mange timer, hvad enten man bader, læser en god bog, spiller Uno eller bare kigger på bølgerne og lader tankerne drive.

Vi er taget herud i weekenderne, nogle gange efter skole for at se den smukke solnedgang, eller om morgenen for at surfe.

Det er en god strand for begyndere, fordi bølgerne som regel ikke er for store, og der er mange, der tilbyder surflektioner eller udlejning af boards langs stranden.

Ud over at surfe har jeg også vandret i nationalparken i Manuel Antonio og været på kajaktur i mangroven.

Dette har mindet mig om, hvor mange forskellige landskaber der findes på et relativt lille område, selvom jeg tilbringer meget tid ved stranden.

Det, der slår mig mest ved Manuel Antonio, er, hvordan junglen ligger lige ved stranden.

Grønne planter møder havet på en helt unik måde: aber, der klatrer i telefonledningerne, papegøjer, der flyver mellem trætoppene, mens mennesker bevæger sig mellem sand og bølger.

Det er et utroligt smukt sted, som er let at romantisere, men samtidig bliver det tydeligt, at dette er et økosystem, et levested og en økonomisk ressource, alt på én gang.

I kontrast til dette har jeg tilbragt en del tid på Nahomi, stenstranden i Quepos, som ligger kun et kvarters gang fra der, hvor vi bor. Her er stemningen anderledes, mere hverdagsagtig og med færre mennesker. Det føles mere lokalt end tilrettelagt, og der er ikke mange turister her.

På globale miljøstudier taler vi meget om økoturisme. Nationalparken i Manuel Antonio er et tydeligt eksempel på økoturisme i praksis.

Målet er at beskytte den biologiske mangfoldighed, samtidig med at området giver indtægter til lokalsamfundet.

Strandene inde i nationalparken var utroligt flotte, og der var langt færre mennesker på grund af det begrænsede antal billetter, der sælges hver dag. Sandet var endnu blødere, og junglen var virkelig frodig.

Vi så så mange dyr, både dovendyr og forskellige insekter, og især mange aber. Vi så endda den giftigste slange i Costa Rica, hvilket var virkelig sejt. Men lige uden for parkens grænser er virkeligheden en anden.

Økoturisme kan bidrage til øget pres på områder, som egentlig burde beskyttes, og området er fyldt med hoteller, ferieboliger og restauranter. At gå fra en stille sti i nationalparken til pludselig at se et stort luksushotel lige udenfor gjorde kontrasten meget stor.

En anden tankevækkende oplevelse var udflugten med klassen til Jacó og Playa Hermosa, som er anerkendt som et World Surf Reserve. Her er byens identitet stærkt knyttet til havet og strandlivet.

Surfekulturen er både lokal og global, og surfere fra hele verden samles her. Men Playa Hermosa illustrerer også forholdet mellem udvikling og naturbeskyttelse, noget vi diskuterer meget på studiet. Lige ved stranden er der blevet bygget mange huse og hoteller, hvor der tidligere var vådområde.

De har lavet en kanal for at udtørre landet, hvilket har ført til, at dyr forsvinder, og det skader økosystemet.

Vi mødte også en arkitekt, der arbejder i kommunen i Jacó, og han fortalte os om, hvordan de arbejder på at tage den maritime zone tilbage. Han sagde, at Jacó måske er det mest påvirkede strandøkosystem i landet.

Huse, der er blevet bygget for langt nede på stranden med hegn, som stopper bølgerne. Ved at ødelægge skildpaddernes naturlige levested forhindrer det dem i at vende tilbage til stranden for at lægge æg.

Dette gjorde indtryk på mig. Strandlivet i Costa Rica er mere komplekst, end det ser ud ved første øjekast. Det handler ikke kun om solnedgange og tidevandstabeller, det handler om at leve med naturen og ikke imod den.

Efter tre uger begynder jeg at forstå, at “evig sommer” ikke bare er en romantisk drøm. Det er også et billede på en anden måde at forholde sig til natur, tid og fællesskab på.

For mig er strandlivet blevet en påmindelse om, at bæredygtighed ikke kun er et politisk mål, men en daglig praksis. Natur og samfund er ikke modsætninger, men dele af den samme sommer.