Fra teori til praksis: Bæredygtighed i Longo Mai

Hele busrejsen sad jeg og kiggede ud ad vinduet, mens vi kørte op gennem landskabet. Udsigten blev utroligt flot, jo højere op vi kom.

Da vi ankom til Longo Mai, mødte vi Doña Edith, som tog imod os med en ro, der satte tonen for resten af rejsen. Hendes familie var blandt de første fire familier, der kom til Longo Mai. Dengang var der ingen bygninger der, og de plukkede frugt i skoven for at få mad.

Doña Edith fortalte os om historien om Longo Mai, et samfund bygget på solidaritet, samarbejde og en alternativ måde at organisere liv og arbejde på.

Det er ikke bare et sted, men et projekt, der handler om at leve anderledes. Longo Mai betyder langt liv, og deres hovedfokus er en kooperativ måde at leve på.

Hele landet ejes af en organisation, så det er ikke vigtigt for indbyggerne at eje deres eget hus eller område, men alle bidrager med noget til fællesskabet.

Longo Mai blev etableret i Costa Rica med hjælp fra FN for at modtage flygtninge fra Nicaragua og El Salvador. Det var et resultat af de mange borgerkrige i Latinamerika i 1970’erne og 80’erne. Der findes flere Longo Mai-samfund rundt om i verden, og det første opstod i Frankrig i 1973.

Efter mødet med Doña Edith blev vi introduceret for vores værtsfamilier. To og to studerende boede sammen hos hver familie, og hos dem fik vi også morgenmad, frokost og aftensmad. Min værtsfamilie kom til Longo Mai fra El Salvador for ti år siden.

De var meget venlige og imødekommende, men den tiårige pige var lidt opgivende over, at jeg ikke kunne så meget spansk.

Det bedste ved Longo Mai var, hvor roligt der var, og hvor trygt det føltes. Der var grønt overalt. Det virkede ikke, som om folk havde travlt der. Familien, jeg boede hos, havde høns i haven, som de fik æg fra, og de dyrkede også forskellige planter og grøntsager.

I Longo Mai er der både huse, gårde og skov. Midt i landsbyen løber en flod, hvor det er dejligt at bade. Vi gik derhen for at køle os ned i frokostpauserne og mødte lokale børn, der badede.

Den oprindelige idé med Longo Mai var, at halvdelen af skovområdet skulle bevares, og halvdelen bruges til produktion. Derfor findes der i dag skov og marker side om side. En dag gik vi gennem skoven for at besøge en sukkerrørsplantage.

En anden dag var vi på en agroøkologisk gård, Passiflora, hvor vi fik lov til at tale med landmanden Wade. Han fortalte os en masse om økologisk landbrug og om, hvordan den store industrielle produktion er skadelig for naturen, selv når den er økologisk.

På hans gård havde han utallige forskellige plantearter, hvilket er langt mere bæredygtigt end det, der er almindeligt i industriel produktion, nemlig at have en stor mark med én enkelt afgrøde. Wade praktiserer permakultur, hvilket betyder, at man driver landbrug inspireret af naturens egne mønstre og ikke smider noget ud.

Bananer han ikke solgte, brugte han til at lave andre ting, eller også tørrede han dem. Vi fik smage tørrede bananer, og de var virkelig gode.

Vi fik også lov til at besøge Guadalupe Urbina, en costaricansk kunstner. Jeg blev meget inspireret af hende. Inspireret til at leve mere i ét med naturen og være mere selvforsynende.

Hun dyrkede alt muligt i sin have og lavede både te og sæbe af urterne. Der var noget ved den måde, hun talte om livet på, som var forfriskende. Det første hun sagde, da hun skulle fortælle om sig selv, var, at hun er fantastisk.

Hun fortalte om, hvordan naturen ikke bare er en ressource for hende, men noget hun lever sammen med. Hun flyttede til Longo Mai for at leve et friere liv og opfordrede os til at leve langsommere.

At møde så mange forskellige mennesker, høre deres historier og se, hvordan de lever, gjorde mig motiveret til at lære mere om landbrug og om, hvordan menneskers liv påvirkes af den måde, vi driver landbrug på.

Vi taler ofte om bæredygtighed som noget stort og abstrakt, men her var det en del af hverdagen. Ikke som et mål, der skulle nås, men som en praksis og en måde at leve på.

Bare tre dage efter at vi kom hjem fra Longo Mai, var vi en gruppe, der rejste til Santa Teresa. Det var en tur, vi selv havde planlagt, fordi vi havde hørt, at Santa Teresa er et godt sted til surfing og yoga.

Kontrasten blev meget stor. Fra at have boet hos værtsfamilier i Longo Mai kom vi til et sted fuldt af turister, med høje priser og vestlige restauranter. Mange lokale har ikke længere råd til at bo i Santa Teresa, fordi det er en så populær rejsedestination.

Jeg er meget glad for, at jeg får mulighed for at opleve flere sider af Costa Rica gennem studierne i stedet for kun at se turiststeder som Santa Teresa. Rejsen til Longo Mai vil jeg tænke tilbage på længe.