En dag på en gauchogård

Lige siden vi lavede nogle hurtige Google-søgninger i starten af opholdet, havde vi kendt til gauchokulturen og muligheden for at tage ud af byen for at opleve den på nært hold.

Gauchoerne er traditionelle argentinske hyrder og bønder. De er virkelig dygtige til heste og har en lang tradition for sang og musik.

I dag har nogle af gaucho-gårdene omlagt deres virksomhed til turisme. En af disse traditionelle gårde besluttede vi os for at besøge. Det er ikke bare lidt sjovt at være rigtig turist for en dag, vi ville også gerne lære mere om denne kultur, som stadig drives på traditionel vis, og ikke mindst skulle vi ud at ride på hest.

Vi bestilte billetter til en “Gaucho ranch day tour” på Tripadvisor for omkring 1500 kroner.

For fattige studerende tyndede betalingen lidt ubehageligt meget ud i pengepungen. Men jeg havde læst et blogindlæg på Destinationless Travel fra nogen, der havde været på en lignende oplevelse, og det lød, som om man fik en del for pengene, så vi tog chancen og sprang ud i det.

Klokken halv ni om morgenen blev vi hentet uden for hostellet, hvor vi bor. Der mødte vi vores guide, Vane. På vej til gården lærte hun os om vejene, vi kørte på, og historien om gauchoerne.

Historisk set var de “Mestizos” og havde dermed arv fra både oprindelige folk i Sydamerika og spanske kolonister. Ordet gaucho kommer fra gammelt spansk og betyder forældreløs.

I 17- og 1800-tallets byer hændte det, at rige byfolk fik børn med nogen under deres egen stand. Løsningen for at undgå den skam, der fulgte med, var at sende børnene ud på landet, til gauchoerne, hvor de uønskede børn til sidst selv blev gauchoer.

Vi fik også fortalt om gauchoernes påklædning. Den dag i dag går de stadig med de traditionelle løse skjorter, praktiske bukser og store hatte. Guiden Vane sagde, at de har brug for løst tøj, så de kan bevæge sig frit, når de arbejder med dyrene. Hattene er for at beskytte dem mod den stærke sol, som de kan stå under hele dagen.

På vej til gården stoppede vi i den lille by San Antonio de Areco.

Ligesom byen er kirken gammel og rig på historie. Inde i kirken var der fliser, som tilhørte forskellige familier, der havde bidraget økonomisk – jo længere ind i kirken, jo større bidrag og jo tættere på Gud.

Ifølge Vane var byen fuld af hundeelskere. Alle hundene, både dem med og uden ejere, blev efter sigende godt taget hånd om. De havde endda tilladelse til at komme med ind i kirken.

Efter den hundeelskende by var næste og sidste stop gauchogården. Sammen med vores overvejende amerikanske turistgruppe blev vi modtaget med ost, brød og vin eller limonade.

Gården var fuld af dyr, alt fra hunde og katte til påfugle. Og de amerikanske turister var noget for sig. Der var altså mere end nok underholdning, mens vi ventede på vores tur til at ride.

Da vi skulle have tildelt vores egen hest, var det til sidst kun min veninde og mig, der stod tilbage og skulle have hver vores af de sidste to, der var ledige. Jeg sagde til hende, at jeg håbede, jeg ville få den, der ærligt talt bare så ud som et lidt slapt æsel.

Jeg har nemlig ikke redet særlig meget før, så jeg var lidt bange for de store heste, som så ud, som om de var fulde af kraft.

Det gik alligevel fint, at jeg ikke fik den slatne krikke af en hest, for hun var faktisk præcis lige så slatten, som hun virkede. Hun, som endte med at ride på Margaritha, som hun hed, hang omkring 20 meter bag resten af flokken det meste af turen.

Efter omkring tyve minutters ridning talte vi lidt med gauchoen Juan, som havde ledet os gennem turen, og fik at vide, at Margaritha var hans egen hest, som boede på en helt anden gård.

Selvom det var rigtig sjovt at ride, var en så kort tur helt klart nok for en som mig, der ikke har særlig meget erfaring med heste.

Under alle omstændigheder måtte vi afslutte turen, for så var hovedmåltidet klart. Et rigtigt traditionelt grillmåltid med lækkert argentinsk kød.

Asadoen, som grillmåltidet hedder, er ikke bare et måltid, det er en kulturel tradition, som normalt finder sted om søndagen med familie og venner. Vi fik serveret det ene stykke kød efter det andet og spiste os stopmætte.

Men det sluttede ikke der, for vi skulle også have dessert. Selv efter det enorme måltid var jeg ikke svær at overtale, da jeg fik at vide, at desserten var is.

De italienske immigranter tog nemlig traditionen for utrolig god is med sig til Argentina. Vi tog isen med hen til et område med bænke under store træer, som gav skygge fra den brændende sol.

Foran os blev der holdt danseshow af lokale dansere til live guitarmusik. Dansene var et udvalg af traditionelle fra forskellige områder.

Før hver dans fik vi fortalt, hvor den kom fra, hvilke kendetegn den havde, og hvorfor. For eksempel var dansen fra det område, vi var i, rolig og uden store bevægelser i kvindens skørt, hvilket afspejlede landskabet, vi sad i.

Til sidst kom gauchoen Juan og Margaritha ridende. Vi havde fået besked på ikke at klappe, før showet var færdigt, for ikke at forstyrre hesten.

Man kunne hurtigt forstå hvorfor, for det første han gjorde var at stille sig op på hesten, så hun lod sig vælte over på siden. Hesten, som tidligere havde nægtet at følge efter rækken under ridningen, overgav sig nu til gauchoen på en måde, jeg ikke troede var mulig for en hest!

Juan lagde sig ned mellem hestens ben. Jeg havde læst på bloggen om en lignende oplevelse, og der stod, at gauchoerne gjorde dette under borgerkrigen i Argentina for at beskytte sig om natten.

Stemningen var helt særligt rolig, og vi fik virkelig at se, hvor dygtige hestetrænere gauchoerne er.

Helt til sidst blev vi kørt den halvanden time lange tur hjem igen. Da følte jeg mig som en rigtig turist i dette land, som jeg stadig ønsker at lære en masse mere om.

Ud over at være meget underholdende følte jeg, at jeg fik lov til at opleve en helt ny del af kulturen – noget uden for det travle byliv, jeg er begyndt at vænne mig til.

Selvom dagen kostede mere end de sædvanlige aktiviteter her i byen, vil jeg sige, at det var det værd.

I betragtning af hvor fleksible de var med at hente os hvor som helst i byen, hvor meget lækker mad og drikke vi fik, og de aktiviteter vi deltog i, fik vi absolut værdi for pengene!

Kilder:

• Destinationless Travel. (2025, 25. september). 8 ting du skal vide, FØR du booker en gaucho-tur i Buenos Aires + anmeldelse.Destinationless Travel. https://destinationlesstravel.com/gaucho-tour-buenos-aires/
• Siverts, Henning: Gaucho i Store norske leksikon på snl.no. Hentet 9. marts 2026 fra https://snl.no/gaucho