Nu hvor jeg er blevet mere vant til rytmen her i Pokhara, tænkte jeg at tage jer med på hvordan en typisk studieuge ser ud.
Vi starter dagene tidligt. Den sidste uge er en lille gruppe af os begyndt at mødes kl. 7.30 på taget for at meditere sammen. I en ellers social hverdag fuld af indtryk har dette været en rigtig god måde at starte dagen på, før vi går til forelæsning kl. ni.
Fra 9 til 13 er vi i klasselokalet, og i løbet af semesteret kommer der flere professorer og gæstelærere. Nogle dage har vi seminarer bagefter – blandt andet introduktion til akademisk læsning, eller diskussioner hvor vi reflekterer over emner og problemstillinger relateret til det, der er blevet præsenteret i forelæsningerne. Derefter er der frokost på Little Windows, hvor vi får serveret lækker vegetarmad. Her kan vi også købe drikkevarer, og en iskold cola (som faktisk kun koster 7 kroner!) - ikke dårlig, når solen bager.
Én gang om ugen har vi 'Shut up and read'. Konceptet er ret indlysende: vi mødes på en café, sidder i stilhed og læser pensum, før vi holder en pause og taler lidt sammen. Helt frivilligt, men en meget fin og effektiv måde at få klaret noget læsning på.
Eftermiddagene står åbne for os til at bruge dagen, som vi vil, og Pokhara har masser at tilbyde af både rolige og udfordrende aktiviteter. Lige nu begynder regntiden at være forbi, og for første gang kan vi se konturerne af bjergene. Fra tagterrassen på hotellet kan vi skimte både Annapurna South og den ikoniske Macchapuchhre, eller Fishtail som den også kaldes.
For at udnytte solen besluttede vi en dag at tage til et vandfald lige uden for byen. Efter sikkert hundrede trappetrin nedad, kom vi ned i dalen. Det var magisk at komme ned i dalen, hvor floden bugter sig gennem landskabet, og kunne køle af i vandhullerne. I vandfaldene kunne vi ane regnbuer, og trykket var så kraftigt, at det føltes som en haglbyge, og vi mistede næsten balancen, da vi forsøgte at gå igennem. På vej op igen mødte vi en gruppe drenge, der løb op og ned ad trapperne – med sten på ryggen. Vi talte lidt med dem, og det viste sig, at de trænede til optagelse i de britiske Gurkha-styrker, kun få dage senere. Dette er en af de mest attraktive karriereveje for unge mænd i Nepal – det er ikke kun status, men også et løfte om en bedre fremtid med økonomisk stabilitet, samt britisk statsborgerskab på spil.
En anden dag tog vi ned til søen for at leje SUP-bræt. Bare det at padle rundt, bade og flyde mens bjergene kigger frem bag højene – det er simpelthen noget, alle studerende her burde prøve. Om aftenen kan jeg også godt lide at gå en tur langs søbredden, og finder gerne et hyggeligt sted at sidde og læse, mens jeg ser solen spejle sig i vandet.
Så kom den første weekend, hvor vi havde mulighed for at lægge planer over flere dage. Mens mange valgte at rejse til en sød landsby, besluttede jeg og to andre at tage på et "silent meditation retreat". Vi fik alt andet end stilhed – men måske var det netop derfor, vi lærte noget. Det, vi troede ville blive en weekend i stilhed og refleksion, blev i stedet 11-timers dage med timelange monologer om buddhismens lære – lidt krævende, men alligevel oplysende. Selv ville jeg nok have kaldt weekendkurset "introduktion til en buddhistisk munks liv". Heldigvis formåede vi at tage det med et smil, og foredragene igangsatte diskussioner og samtaler, som bragte os tættere sammen. Mens vi kæmpede for at holde de samme positioner på meditationspuderne på gulvet, sad munken urokkelig og talte fra hjertet. Jeg har aldrig fyldt så mange sider i min notesbog i løbet af en session.
Hvis der er én ting, jeg har lært i de første tre uger i Nepal, så er det, at fleksibilitet er nøglen til alt. Ting går sjældent helt som planlagt, da både vejret og strømafbrydelser (som sker flere gange dagligt) har deres eget forløb her. At vågne op til tordenbrag, eller at blive strandet på en café på grund af kraftig regn og lyn, er noget man næsten bare må vænne sig til. Men jeg synes, det er spændende og en sund forandring.
Dette er altså en "almindelig" uge i Pokhara – i den grad jeg kan kalde noget almindeligt her. Her vågner jeg hver dag uden at vide, hvad dagen vil bringe, og netop det gør hverdagen her til et lille eventyr, hvor selv de enkleste ting kan blive til uforglemmelige oplevelser.
