Google ved meget, de lokale ved mest

Vi have en lang weekend, her arrangerede Kulturstudier transport til Santa Teresa for os, der studerer i Costa Rica. Det betød, at vi slap for at koordinere busskift, færgetider og kunne undgå stress på vejen til det verdenskendte paradis.

Alt vi behøvede at gøre var at sætte os ind i bussen og slappe af et par timer, før vi “pludselig” var fremme.

Da vi var ankommet, var resten op til os – tidsplanen var helt åben, og mulighederne var mange. Det eneste, jeg vidste, var, at de bølger, Santa Teresa er kendt for, måtte udnyttes.

Når det kom til resten af weekenden, var jeg lidt mere usikker. Tidligere har jeg brugt Instagram, Google og TikTok som rejseguide, men denne gang ville jeg gøre det lidt anderledes.

Så jeg tænkte: Hvem kender vel byen bedre end dem, der bor der? Med den tanke var planen lagt: De lokale skulle bestemme weekendens aktiviteter. Som en ekstra udfordring skulle al kommunikation med de lokale foregå på spansk.

Det viste sig at være en overraskende enkel opgave, da vores Airbnb-værter kendte byen rigtig godt.

De kunne arrangere surfetimer, hjælpe os med at bestille transport og give tips om skjulte perler i byen. Så vi var hurtigt ude, og pludselig havde ti af os, der rejste sammen, planlagt en surfetime klokken 14.00 næste dag.

Spændte på at udforske byen vågnede vi tidligt næste morgen. Før surfetimen brugte vi nogle timer på at sidde på stranden og se på surferne i vandet – vel vidende at det snart ville være os.

Selv var jeg ret spændt. Jeg surfede en del, da jeg var på udveksling i Spanien, men det er efterhånden en del år siden, og jeg var spændt på, om færdighederne havde holdt sig. Heldigvis forsvandt nerverne hurtigt, da timen begyndte.

Efter kort tid stod (næsten) alle på boardene og gav hinanden shaka-tegn, før vi røg på næsen ned i vandet. Jeg tror trods alt, at vi klarede det ret godt, for efter timen blev vi belønnet med hver vores friske kokosnød med kokosvand fra instruktørerne. Mere pura vida end det bliver det ikke!

Næste dag ville vi udforske Montezuma-vandfaldet. Den 30 minutter lange bustur var bumpet, men på trods af køresyge og mangel på aircondition kom vi sikkert frem.

Efter en lille gåtur i junglen kom vi frem til vandfaldet. Vandet var forfriskende køligt sammenlignet med det varme hav – præcis det, vi havde brug for i varmen. Hvad der skulle ske videre, var stadig uklart.

Heldigvis mødte vi en smykkemager, som havde boet i området i mange år lige ved vandfaldet. Naturligvis fik han lov til at bestemme næste punkt på planen: Turen skulle gå videre til Playa Las Manchas.

En 30 minutters gåtur senere var vi fremme. Stranden var som taget direkte ud af et postkort og havde alt, hvad man kunne drømme om.

Blåt krystalklart vand, hvid sand, små klipper med tidevandspøler og palmer. Der lå vi på stranden og i vandet, helt indtil det var tid til at vende tilbage til Santa Teresa.

Efter weekenden var mindebogen fyldt op, og mit spansk var blevet endnu lidt bedre!