
Lang weekends-tur til Seoul i Sydkorea
Mange rejser til Vietnam med et ønske om at backpacke rundt i Asien efter endt studie.

I løbet af semesteret er der flere studerende, der tager på dagsture og weekendture til typiske turiststeder i nærområderne.
Men efter nogle uger i Hoi An, vil mange nok føle et større ønske om at se mere af, hvad Vietnam har at tilbyde, eller udforske andre nabolande.
Så passer det perfekt, at du midt i semesteret vil få fri en lang weekend, som åbner muligheden for netop dette. Hvor du ønsker at tage hen, er helt op til dig selv!

Nogle tager turen nordpå og besøger Hanoi og Ha Long Bay, mens andre tager sydpå til Ho Chi Minh. Selv tog jeg turen til Seoul, Sydkorea.
Uanset om du overvejer at rejse i Vietnam i den lange weekend, vil jeg anbefale dig at tage til Seoul efter semesteret er slut.
Seoul er gigantisk! Hvis du rejser alene og ikke kender byen, kan det til tider være lidt svært at finde vej.

Det mest avancerede, men billigste og hurtigste vil være at tage metroen. Her skal du nok være lidt tålmodig, for du skal sandsynligvis skifte metro flere gange, og alt står på koreansk.
Hvis du ikke når den sidste metro hjem, eller foretrækker et andet alternativ, kan du altid tage en taxa.
At sidde på i en taxa i Seoul er som at være med i en Fast and Furious-film, det er en oplevelse i sig selv. Du bør i så fald være forberedt på, at taxachaufførerne højst sandsynligt ikke taler engelsk, så det at have oversættelsesappen i baglommen er altid en fordel.

Sydkorea er betydeligt dyrere end Vietnam. Du kan stadig rejse billigt og bo billigt, men hvis du ønsker at gøre lidt ekstra og opleve lidt mere, skal du være forberedt på at bruge flere penge.
Seoul er en storby, og der er mange turistattraktioner, som er værd at besøge, og der er også flere shoppinggader, man kan kigge i, hvis man ønsker at shoppe.

Det var meget sjovt at se Seoul, og det er altid spændende med lidt miljøforandring.
Ligesom maden i Vietnam er maden her også utrolig god. Du SKAL prøve Koreansk BBQ, det er noget af det bedste jeg har spist.
Alt i alt vil mit bedste råd være at rejse med venner, uanset om du rejser til Sydkorea, Thailand eller rundt i Vietnam.