Strandliv, surfing og oprydningsaktion i Costa Rica

Jeg valgte at studere et semester i Costa Rica af flere grunde. Lige siden folkeskolen har jeg haft lyst til at lære spansk, og hvad er vel bedre end at lære det i et land, hvor alle taler sproget?

Derudover er dette en utrolig god og tryg mulighed for mig og andre, der ikke havde meget rejseerfaring fra før, til at vænne os til at rejse. Kulturstudier yder støtte, både fra kontoret i Norge og i Costa Rica.

En af de største grunde til, at jeg valgte et semester i Costa Rica, er naturen og strandene. Vores studieby, San Isidro, ligger omkring 700 meter over havets overflade, omgivet af grøn natur og eksotisk dyreliv.

Efter tolv uger her lader jeg mig stadig fascinere af stejle bjergtoppe, der bader i skyerne, dybe grønne dale og lyden af tukaner, der flyver mellem træerne. Men intet overgår min første rejse til de costaricanske strande.

Jeg har altid følt mig draget mod havet og var meget klar til endelig at lære at surfe. Turen gik til Manuel Antonio, et fantastisk sted med nationalpark, skønne strande og et rigt dyreliv, uanset hvor du bevæger dig.

Det første jeg lagde mærke til, da jeg steg ud af bussen, var bølgerne. Jeg havde aldrig før set bølger i den størrelse. Lyden og synet af bølgerne, når de rullede ind over og dannede en tunnel omkring surferne, var helt utroligt, og jeg kunne ikke skifte til badetøj hurtigt nok.

Jeg vidste, at badetemperaturen i Costa Rica ville være behagelig, men alligevel blev jeg overrasket over, hvor varmt vandet var. Det, der skulle have været en lille dukkert, blev hurtigt til flere timer.

Synet af bølgerne, der rullede op ad den beige strand foran høje palmer fyldt med kokosnødder, føltes uvirkeligt, som en scene taget ud af en film. Efterhånden gik himlen fra intens blå til grå og fik det grønne til at “poppe” endnu mere.

Siden denne første strandtur er næsten alle weekender blevet tilbragt i bølgerne, forskellige steder som Dominical, Uvita og Puerto Viejo. Surfingen bliver hele tiden bedre og er helt klart blevet en ny yndlingshobby.

Vi føler os heldige over at få lov til at opleve og låne disse strande rundt omkring, mens vi er her. Derfor ønskede vi at give lidt tilbage som en tak og som et bidrag til et verdensomspændende problem.

En søndag i november, mellem afleveringer og eksamener, tog vi en lille gruppe af sted for at samle affald på stranden. I Costa Rica er strandene meget ryddelige og rene, så vi var usikre på, hvor meget vi ville finde. På 45 minutter fyldte vi tre poser, kun på en lille del af stranden.

Der var desværre meget affald at samle op, når man først kiggede efter det. Meget af det var skyllet op på land af bølgerne sammen med drivtømmer. Poserne blev fyldt med plastikflasker, emballage, fiskeliner og plastikkapsler.

Affaldsforurening er et globalt problem. Selv med forbud mod at smide affald i naturen kunne lokale i Costa Rica fortælle, at det stadig er et problem, at affald dumpes i floder og dermed føres ned mod havet.

For nogle årtier siden var det almindeligt at smide plastaffald ud af busvinduet. Disse holdninger har ændret sig drastisk i dag, og de yngre generationer går mere op i miljø og bæredygtighed.

Selvom Costa Rica har gjort et godt stykke arbejde med at reducere mængden af affald og plastik i naturen, er der stadig et stykke vej igen. Dette gælder jo mange steder i verden. Også i Norge. Gennem strand- og undervandsoprydninger i Oslo har jeg fået øje på en mørkere side af norsk forurening.

Oslofjorden er fyldt med affald, plast og bildæk. Gennem oprydningsaktioner og grønne tiltag bliver situationen heldigvis bedre, men vi har stadig lang vej igen, før vi har tilstrækkelig lovgivning og håndhævelse af den.

En lille oprydningsaktion på en strand i Costa Rica er ikke nok til at løse et så omfattende verdensproblem. Alligevel tror jeg på at bevæge os i en grønnere retning og bidrage dér, hvor jeg kan, både fysisk og forhåbentlig som inspiration for andre.

Hvis alle gør lidt, bekymrer sig lidt og inspirerer lidt, tror jeg på en renere, sundere planet for vores og kommende generationers fremtid. En dag som denne, sammen med andre motiverede strandopryddere, var en god påmindelse om, hvorfor jeg netop studerer bæredygtighed og grøn kriminologi.