Vi ejer intet - Térrebas fortælling om natur og rettigheder

For mig var det vigtigt, at et semester i udlandet skulle byde på autentiske og ægte oplevelser. Jeg ønskede at opleve, hvordan det faktisk er at bo i Costa Rica, hvilket vi får testet gennem 5 uger i en værtsfamilie. Selvom vi bor i ekstra flotte huse resten af tiden, får vi oplevet en ægte costaricansk by med få turister. Hvis du tør at trodse de skandinaviske sociale normer, løfter blikket og hilser på folk på gaden, bliver du mødt med varme smil og glade hilsner. Der er også gode muligheder for at øve sit spansk, uanset hvilket niveau du studerer på. På en bustur fra San Isidro til Quepos kom jeg i snak med to personer, som glædeligt justerede sprogniveauet, så vi kunne kommunikere. Dette giver både stor glæde og en følelse af mestring.

Vi er også utroligt heldige at have manager Raquel. Hun er ivrig efter at vise alt det smukke Costa Rica har at tilbyde, både kultur og natur, men også de mere udfordrende aspekter. En af disse oplevede vi gennem en dagsudflugt til Térreba. Térreba er et beskyttet område, hvor en af de mange oprindelige costaricanske befolkningsgrupper bor. Der blev vi mødt af far og søn, som skulle fortælle om og vise os deres område gennem en vandretur.

Vi havde allerede fået et fagligt indblik i, hvordan urbefolkningen og deres områder blev behandlet af de costaricanske myndigheder. Det var én ting at læse om dette, men at høre det fra mennesker, som faktisk har været igennem det, var en helt særlig oplevelse. Costa Rica er kendt for, hvordan de gik fra at udnytte naturen for meget og dermed ødelægge store områder med skov, til hvordan de vendte denne tendens og genvandt grønne områder. Mange peger på Costa Rica for at vise, at det ikke er for sent at ændre kurs i forhold til spørgsmål om bæredygtighed og naturbeskyttelse. Deres indsats for at omgøre ødelæggelserne var imponerende. Men det havde også sine skyggesider.

Efter en stejl bakke med rød ler, omgivet af køer, heste og marker, kom vi op til et område med tæt skov. Her blev vi fortalt om, hvordan et initiativ, der startede for 45 år siden, nu var grunden til denne tætte skov. En gruppe brødre havde besluttet at dedikere deres hverdag til at plante skov. De begyndte med ganske små planter, som efterhånden voksede og blev til store træer. Mange havde ment, at de var gale, eller dovne, som brugte deres dage på denne måde i stedet for at have et almindeligt job. Han fortalte, at det var hårdt. Nogle perioder havde de ikke nok mad, tøjet var slidt, og det kunne føles håbløst. Men i dag er de stolte af arbejdet, og fortæller, at det er deres gave til andre mennesker – skov, der giver ren luft og frisk energi.

Disse uselviske handlinger gjorde det næste punkt på programmet ekstra følelsesladet. Vi hørte om, hvordan myndighederne har undertrykt, bedraget og tilladt vold mod deres egen oprindelige befolkning. Han begyndte med at fortælle om, hvordan myndighederne ville bygge dæmninger i Térreba. Myndighederne lovede, at det drejede sig om små konstruktioner, som ikke ville have nogen indflydelse, hverken på mennesker eller natur. Derudover skulle det skabe økonomisk vækst for området, da der ville komme arbejdere fra andre steder. I virkeligheden blev området overbefolket, og kapaciteten i sundhedstjenesterne blev overskredet. Der var også perioder med for lidt mad, hvilket førte til ulovlig slagtning af blandt andet den oprindelige befolknings husdyr. Den økonomiske vækst udeblev, da arbejderne transporterede mad og det, de havde brug for, fra San José i stedet for at købe lokalt. Térreba måtte kæmpe flere år, før udbygningen blev besluttet stoppet. Men i al hemmelighed fortsatte udbygningen, og det blev påstået, at de blot foretog undersøgelser i området.

Fortælleren var fattet og rolig, mens han delte med os. Måske havde han fået sin ro fra den rene luft i skoven, som han selv havde hjulpet med at plante. Eller havde han bare accepteret, at situationen var som den var? Et andet stort problem, som urbefolkningen i Térreba står overfor, er tabet af territorier. Det, som burde være beskyttet land ifølge costaricansk lov, bliver konstant overtaget af andre mennesker, som tager sig til rette, uden at møde modstand fra myndighederne. Udlejere og bønder overtog efterhånden så store dele af området, at urbefolkningen blev tvunget til at flytte andre steder i landet for at få deres egen grund. Efter mange år med tomme løfter om hjælp besluttede nogle fra Térreba at tage sagen i egen hånd og begyndte aktivt at tage deres land tilbage. Dette endte på den mest tragiske måde, og et medlem blev dræbt. Dette fik ingen retslige konsekvenser, da gerningsmanden påstod selvforsvar, hvilket har ført til endnu større mistillid til myndighederne og lovgivningen for urbefolkningen i Térreba.

En af grundene til, at denne udflugt og historie fangede mig så meget, er på grund af lighederne med urbefolkningen i Norge. Både samerne og Térreba har måttet, og må stadig, kæmpe imod store 'grønne' udviklingsprojekter som vindkraft og dæmninger. Begge har oplevet kolonisering og er blevet tvunget væk fra deres levevis og identitet. På trods af rig viden om natur, forvaltning og miljø, bliver både urfolket i Térreba og samerne ignoreret i beslutningsprocesser. Det er tydeligt, at billedet af Costa Rica som demokratisk og grønt har nogle store skavanker. Det samme gælder for Norge, som fremstår som fortalere for menneskerettigheder, men som ikke tilstrækkeligt varetager samernes rettigheder.

For mig var dette en utrolig lærerig oplevelse, som åbnede mine øjne – ikke kun for det, der foregår i Costa Rica, men også i Norge.

Jeg vil afslutte dette indlæg med nogle pæne ord fra historiefortælleren i Térreba:

Vi kommer til verden uden at eje noget, og vi forlader verden uden at eje noget. Vi er her kun for at forvalte naturen og dens ressourcer.