
Tips og tricks til paradisøen Sri Lanka
Vi tilbragte to uger i Sri Lanka efter vores studieophold med fred- og konfliktstudier i Nepal for at skrive den individuelle hjemmeeksamen, der afslutter studiet. Efter disse to uger på det smukke Sri Lanka har vi samlet de ting sammen, som vi mener er vigtige at være opmærksom på, før man rejser dertil.

For os, der kom direkte fra Pokhara og Nepal var der flere ting, der overraskede os. Noget af det første vi bemærkede og blev utroligt glade for, var at kunne se havet!
Sri Lanka byder på en smuk kyst med dejlige strande hele vejen. En anden ting vi hurtigt bemærkede var fugtigheden i luften. I Nepal var der ikke særligt fugtigt i løbet af forårssemesteret, men det var der her i Sri Lanka!

Dette gjorde varmen mere intens, så det var godt at have havet så tæt på. Maden på Sri Lanka var også anderledes. Her er der masser af skaldyr! Vi taler lækre karryretter til ris, masser af fisk og rejer. For dem, der ønsker en mere vestligt inspireret kulinarisk oplevelse, er dette meget tilgængeligt og lækkert.
Sri Lanka er mere turistificeret end Nepal, så man kan komme langt med engelsk, og landet er godt tilpasset turister. Sri Lanka gav os en dejlig fornemmelse af sydlandsferie efter 10 fantastiske uger omgivet af massive bjerge og søer.

Fra Nepal var vi meget vant til at bruge kontanter, og kontanter er også meget brugt i Sri Lanka. Man kan bruge kort nogle steder, men ofte sparer man penge ved at bruge kontanter på grund af gebyrer for brug af kort.
Der er også gebyrer på hæveautomaterne, så vi anbefaler bestemt at hæve et stort beløb i starten frem for at hæve mindre beløb flere gange.
Det er nemt at rejse rundt i Sri Lanka, og vi havde meget gode oplevelser med togture mellem byerne. Når man skal rejse gennem kystbyerne, anbefaler vi helt klart at rejse med tog, da dette er en billig og sikker måde at rejse på.

Billetterne bookede vi nemt på 12goAsia. Dette er en hjemmeside, der indeholder alle rejsemuligheder mellem byer og lande i Asien. Togrejserne byder på smuk udsigt til havet langs kysten hele vejen, det er virkelig en idyllisk måde at rejse på.
Vi rejste på første klasse – det koster lidt mere, men så får du komfortable sæder, opladningsmuligheder og måske vigtigst af alt, aircondition! Og prisen er ikke mere end 40 danske kroner selv for første klasse.
Togstationerne var nemme at navigere i, og det er altid muligt at bestille en taxa via en taxa-app, når man ankommer til sin destination.

Desuden er det generelt sikrest og nemmest at bruge apps som PickMe og Uber, fordi du nemt kan bestille en chauffør i appen og kende prisen på forhånd.
Det kan være svært at forhandle priser med chaufførerne nogle gange, og derfor er det overskueligt at få en sikker chauffør gennem en af app'erne.
Det kan være klogt at være opmærksom på, at der undertiden kan være uenighed mellem de lokale chauffører og app'erne, men så længe man er opmærksom på dette, forstår man hurtigt, hvad der gælder hvor.

Det er ikke altid så let at få fat i en bil gennem apps, og i så fald har vi gode erfaringer med, at der er mange chauffører, der venter langs gaderne, men de tager dog en højere pris.
Alligevel er det absolut det værd for at sikre en tryg og behagelig hjemrejse. Vi oplevede, at når mørket faldt på, var der en lille ændring i stemningen i byen, og så kan det være mere behageligt at tage en taxa end at gå hjem.

Sri Lanka er en relativt lille ø, og mange af byerne ligger derfor ret tæt på hinanden. Man har derfor en rigtig god mulighed for at rejse rundt på øen, når man er færdig med eksamen, og der er så mange smukke steder at besøge på Sri Lanka.
Der er store forskelle mellem områderne i landet, fra surferbyerne i syd til naturskønne landsbyer i midten af øen. Det er absolut værd at afsætte lidt tid efter eksamensskrivningen for at opleve resten af øen!
Indlægget er skrevet af studerende Øyun og Anna i samarbejde.