At lære at fortælle mere end én historie

Meget af det, jeg tidligere har set af billeder og videoer fra afrikanske lande på sociale medier, har været knyttet til fattigdom, nødhjælp eller mindre udviklede områder.

Selv om jeg hele tiden har været klar over, at dette ikke viser hele historien, er det alligevel med til at forme nogle forventninger til, hvordan landet skal være.

I denne uge så vi en TED-talk, der hedder “The Danger of a Single Story” af Chimamanda Ngozi Adichie i klasseværelset.

Hun taler om, hvor farligt det kan være, når vi kun har én historie, der definerer et menneske eller et land. Hun fortalte, at problemet med stereotyper ikke er, at de nødvendigvis er forkerte, men at de er ufuldstændige.

Det fik mig til at tænke på Ghana og den opfattelse, mange har af Ghana, men også af afrikanske lande generelt.

En af aftenerne sidder vi sammen og spiser middag, da en af de ghanesiske studerende deler den mad, de har taget med hjemmefra.

Vi fik vist, hvordan det var meningen, at maden skulle spises, og fik forklaret, hvad retterne bestod af. Samtalerne kom efterhånden til at handle om det farverige tøj, som mange ghanesere går med, forskellige farvestrålende skjorter og kjoler, der er syet i afrikansk print.

De lokale studerende fortalte om, hvordan vi kunne købe stoffet på det lokale marked og få syet lige præcis det, vi måtte ønske, hos de lokale skræddere.

Oplevelser som disse har fået mig til at tænke endnu mere over, hvordan vi taler om fattigdom.

Ofte er der tale om økonomisk kapital, som indkomst og materielle ressourcer. Samtidig begrænser denne definition i høj grad måden at opfatte rigdom på.

Disse møder har fået mig til at tænke over, hvordan rigdom også kan udtrykkes gennem åbenhed, fællesskab og viljen til at dele viden og erfaringer.

Studiehverdagen her er meget varieret og sammensat. Den består i at diskutere forskellige teorier om fattigdom, men også i at tilbringe to dage om ugen på stranden.

I forelæsningerne lærer vi om kolonihistorie, og i weekenden besøgte vi Cape Coast Castle. Der fik vi se og høre om slavehandelens historie og hvilken påvirkning den stadig har på samfundet og verden i dag.

Det er denne sammensatte hverdag, der gør, at jeg føler et ansvar for den måde, jeg vælger at fortælle om opholdet på.

Det er meget let at dele billeder fra stranden og fortælle om alt det, der er anderledes end derhjemme (og ja, det er stort set alt). Samtidig er det let at fremhæve de indtryk, der er tungere, som besøget på Cape Coast Castle.

Begge dele er Ghana. Men ingen af dem fortæller hele historien.

Ghana er ikke enten-eller. Det rummer både en tung kolonihistorie og en nutid præget af fællesskab og optimisme. Der findes strukturelle udfordringer, men også mennesker, der uddanner sig og ser fremad.

Når Chimamanda Ngozi Adichie taler om farerne ved en “single story”, handler det også om magt. Hvem kan definere et land? Hvilke erfaringer bliver nævnt?

Som studerende i Ghana har vi mulighed for at se flere sider. Det er netop det, der gør det så vigtigt at være bevidst om, hvordan vi formidler det, vi oplever, videre. For måske handler det ikke kun om, hvad vi lærer, men om hvordan vi bruger det, når vi kommer hjem til Danmark.

Derfor prøver jeg at være bevidst om, hvad jeg selv vælger at fremhæve, når jeg fortæller videre om Ghana.

For mig betyder det dette:

• At prøve at vise flere sider af de steder, jeg besøger, ikke kun det, der skiller sig ud eller bekræfter de typiske forestillinger om, hvordan det skal være
• At tale om både udfordringerne og glæderne og samtidig forsøge at forstå, hvorfor tingene er, som de er.
• At tage mig tid til at tale med og lytte til de mennesker, jeg møder her. Lade deres perspektiver få plads i det, jeg fortæller dem derhjemme.
• At være ærlig om det, jeg ikke helt forstår, i stedet for at lade som om jeg har hele overblikket.