En dag i mit liv i Hoi An – og hvad den koster

I Hoi An starter dagen tidligt. Allerede klokken fem er folk i gang med dagen. Jeg derimod tager det lidt mere roligt.

Hver aften siger jeg til mig selv, at jeg ikke skal snooze, men jeg ender som regel med først at stå op efter tredje alarm. Når jeg endelig er kommet op og ud ad døren, er det bare at hoppe på cyklen og starte dagen.

Rundt om mig suser scootere forbi, og langs fortovene sælges kaffe, Bahn mi og andre morgenmadsretter til skolebørn i uniform.

En af de ting, jeg bedst kan lide ved at cykle i skole, er at se, hvordan byen vågner til live. Hver morgen cykler jeg tidligere i skole for at have tid til at cykle nye veje, se på livet i byen og måske vigtigst af alt: lede efter den bedste kaffe og bánh mì i Hoi An.

Jeg ender ofte med at købe en Bahn Mi til 25.000 VND (ca. ti kroner) og en salt kaffe til samme pris.

I dag, mens jeg balancerer kaffen på styret og Bahn Mi’en i cykelkurven, tænker jeg på, hvor billigt det faktisk er. For 20 kroner får jeg både et fuldt morgenmåltid og kaffe, mens de samme penge derhjemme knap nok ville række til en bolle på tankstationen.

Fra klokken ni til elleve har vi forelæsning på det lokale universitet i Hoi An. Med ventilatorerne på fuld styrke og kaffen på bordet er vi klar til at lære om udvikling.

Selvom koncentrationen ikke altid er i top, føles det, vi lærer om, meget relevant.

Især fordi vi faktisk bor her i Vietnam, et land som har gennemgået en enorm udvikling de sidste årtier. Jeg gør mit bedste for at følge med i forelæsningerne, men skal jeg være ærlig, tæller jeg nogle gange også ned til frokosten på Balance Café.

Efter forelæsningen cykler vi til Balance Café, hvor frokosten bliver serveret, for at tjekke, hvad der er på dagens buffet.

Hver dag er en lille overraskelse. Ingen ved, hvad der venter, men alle har deres favoritter, de håber dukker op.

Uanset hvad vi får serveret, finder alle noget, de kan lide, og som gør os mætte, inden seminaret om eftermiddagen. Frokosten er dagens samlingspunkt, hvor vi ofte ender med at sidde ved siden af forskellige mennesker hver dag og have forskellige samtaler hver dag.

Jeg tror, jeg kan tale på alles vegne, når jeg siger, at dette er et af højdepunkterne i skoledagen, hvor alle er samlet, og vi spiser god mad.

Efter en lille pause (og madkoma) har vi seminar i mindre grupper. Her gennemgår vi ugens temaer, diskuterer og får afklaret de ting, vi ikke helt har forstået. Det er et trygt sted at lære, som føles mere som en samtale end en forelæsning.

Efter seminaret tager jeg en powernap, som ofte bliver lidt længere end planlagt.

Da jeg vågner igen, tager jeg mine løbesko på og begynder at vandre gennem den gamle bydel. Her går jeg lidt rundt og køber et par taiyaki for omkring fem kroner. Taiyaki er en stegt dej, der næsten minder lidt om en vaffel med forskelligt fyld indeni, formet som en fisk.

Efter at have tusset rundt i den gamle bydel et stykke tid, sætter jeg kursen mod fodboldbanen. Her spiller Kulturstudier-holdet mod et lokalt hold.

Gennem hele denne kamp står det lige, men i sidste minut scorer Kulturstudier-holdet, og det ender med sejr! Stemningen bagefter var god, og det blev fejret med øl!

Efter kampen hoppede jeg på en Grab (Asiens svar på Uber) for at nå fællesspisningen. Turen kostede omkring syv kroner, og jeg nåede lige præcis middagen til tiden.

Da jeg kom, var der allerede en stor gruppe, der var ankommet. Når omkring 40 studerende samles, siger det sig selv, at lydniveauet bliver højt, men stemningen er altid god.

Samtalerne flyver mellem bordene, og der er altid meget latter og glæde.

Dagen i dag kostede mig omkring 65 kroner, hvilket jeg ikke vil sige er slemt for en hel dag med mad, studier, latter og nye oplevelser. I weekenderne bruger vi gerne lidt flere penge, men det er stadig meget billigt at leve her.

For at opsummere – en helt almindelig dag i Hoi An er alt andet end kedelig. Billig, varm og fuld af liv og latter. Og det er netop det, der gør hver dag her speciel.