Ting jeg er holdt op med at tænke over

Det er mærkeligt at tænke på, at alt det, der føles helt almindeligt nu, for bare seks uger siden var fuldstændig fremmed. For bare seks uger siden sad jeg og stirrede intenst ud af bussens vindue for at få det hele med!

Lydene, menneskene, bygningerne og rytmen hos dem, der bor her. Jeg lagde mærke til hver eneste lille detalje og forsøgte at forstå hverdagens rytme. Nu sker det meste, uden at jeg tænker over det længere. Ikke fordi det er mindre særligt, men fordi det er blevet en del af, hvordan dagen her er.

Noget, der var utrolig uvant at se i starten, var de stærke kvinder, som bærer alt fra vanddunke til store fade med frugt på hovedet, med en balance og ro, der virker helt ubesværet.

Før stoppede jeg op og så på, fascineret over hvordan det var muligt. Jeg bliver stadig lige så fascineret og ser på, men behøver ikke længere at stoppe op. Nu er jeg mere bange for at stå i vejen for dem!

Overalt kan du se mødre, der bærer deres børn på ryggen. Hele dagen er de med til alt fra arbejde til transport rundt omkring. Der er noget meget naturligt ved det, noget der viser, hvordan omsorgen og hverdagslivet fungerer her.

Og så er der alle de mennesker, du møder. Alle siger hej. At nogen råber efter dig fra den anden side af vejen for at høre, hvordan det går. I starten føltes det uvant at blive råbt efter på den måde, næsten lidt overvældende – men nu er det en del af hverdagens rytme.

Det samme gælder viljen til at hjælpe. Hvis du ser en smule forvirret ud, vil folk stoppe op for at tjekke, hvad der er galt. De forklarer, viser vej, selvom de måske ikke er helt sikre selv. Folk her er så åbne, og de har så meget lyst til at hjælpe, og det vil jeg aldrig holde op med at sætte pris på!

Det at komme ned til butikken eller hvor end vi skal hen, er også blevet normalt. At hoppe ind i en taxa, man deler med fremmede, presse sig ind på bagsædet og dele plads og små blikke uden nødvendigvis at sige så meget.

Det vil altid være lidt sjovt og særligt, men sådan er hverdagen. Det er sådan, vi kommer rundt!

Gaderne lever deres eget liv, og det betyder også, at man ser høns og geder gå frit omkring. Ligesom mennesker.

Det er altid lidt sjovt at se gederne, der sniger sig til frugt fra en af boderne langs gaderne! De første gange jeg så dem, stoppede jeg altid op og fortalte dem, jeg var sammen med, om gederne, og jeg tager stadig ofte billeder af de søde geder.

Tid har måske været den største omstilling. "Ghana-tid" er ikke bare et udtryk, men noget vi virkelig må forholde os til i hverdagen.

Ting sker ikke nødvendigvis, når du tror, de skal ske, men ofte et stykke tid efter.

I starten var det ret frustrerende ikke at vide, hvornår noget skulle ske, og jeg vil ikke lyve, jeg bliver stadig lidt opgivende, når jeg skal vente tre timer på pizza, men nu har jeg bare accepteret, at det er sådan, det er.

Jeg forventer ikke længere samme tempo, som jeg er vant til derhjemme.

Måske handler det ikke om, at ting går langsommere, men om at man har et helt andet hverdagstempo her. Det er ikke det stramme og organiserede tidsperspektiv, vi har derhjemme i Norge. Det er en anden rytme, og det er noget, vi gradvist tilpasser os.

At blive kaldt «obruni» er også noget, jeg er holdt op med at reagere på. Det er et slangudtryk, som betyder udlænding og oftest bruges om en person med lys hudfarve. I starten føltes det mærkeligt at blive råbt efter på den måde, at blive mindet om noget, som egentlig er ret åbenlyst.

Nu er det bare en del af, hvordan jeg bliver mødt. Et ord, der får mig til at skille mig ud, men som også placerer mig i en kategori. I udgangspunktet gør det mig ikke noget, men ved at være «obruni» følger der forventninger med, måske en antagelse om, at jeg har penge.

At min hud siger noget om, hvad jeg har adgang til, før de egentlig har talt med mig, var nyt for mig. Det er mærkeligt at blive læst på den måde – at blive placeret i en kategori med egenskaber baseret udelukkende på hudfarve.

Religion er ikke noget, der er begrænset til bestemte tider eller steder. Den er overalt. I musik, på butiksskilte, på vægge og i samtaler.

Og så er der dødsannoncerne. Store plakater med ansigter, dato og navn. De hænges op på vægge, stolper og bygninger over hele byen.

I starten var dette meget mærkeligt, en konstant påmindelse om døden. Nu er de blevet en del af bybilledet, noget jeg ikke længere standser op for at kigge på. Der er også noget smukt ved det. At synliggøre de liv, der er blevet levet, måden de fejrer et levet liv på, i stedet for kun at sørge over tabet.

Det er nok dette, der gør det så særligt at opholde sig i en anden kultur over en længere periode: De ting, der sker hver dag, holder ikke op med at være særlige, men bliver en del af hverdagen!